Spættet sæl

Levested

Spættet sæl forekommer især i kystnære farvande, hvor der er rigelig føde, og hvor der findes uforstyrrede yngle- og hvilepladser på sandbanker, rev, holme og øer. Da ungerne af spættet sæl, i modsætning til gråsælens unger, fødes med voksenpels og kan svømme mindre ture med det samme, kan spættet sæl også yngle på lokaliteter, der lejlighedsvis overskylles. Spættet sæl er særligt afhængig af landlokaliteterne om sommeren i henholdsvis hvor yngleperioden (maj-juli) og fældeperioden (august). Parringen foregår i vandet, hvor hannerne holder mindre territorier, mens de tiltrækker hunnerne med parringskald. Man kender ikke lokaliteter for parring i Danmark, men de formodes at ligge i nærheden af ynglepladserne.

Forekomst og udbredelse

Arten forekommer i fire geografisk og genetisk adskilte bestande i Vadehavet (deles med Tyskland og Holland), Limfjorden, Kattegat (deles med Sverige) og vestlige Østersø (deles med Sverige). De overvågede hvilepladser fremgår af Figur 1.

Den spættede sæl har i to omgange været ramt af epidemier af PDV (Phocine Distemper Virus), i 1988 og 2002 (Härkönen m.fl. 2006). Ved begge lejligheder døde op mod halvdelen af de spættede sæler ved Nordeuropas fastland. En mindre epidemi af ukendt oprindelse blev registreret på Anholt og den svenske vestkyst i 2007 (Härkönen m.fl. 2008). Kun nogle hundrede spættede sæler døde i sommeren 2007, og effekten på den samlede danske bestand var ikke synlig i overvågningsresultaterne. I 2014 blev de spættede sæler i Kattegat, Limfjorden og Vadehavet ramt af en epidemi af fugleinfluenza, hvor mange hundrede sæler døde (Bodewes m.fl. 2015, Krog m.fl. 2015).

Satellitsporing og observationer af spættet sæl til havs viser, at arten forekommer i alle danske farvande, på nær Østersøen omkring Bornholm. Overordnet har den spættede sæl vist konstant fremgang i Danmark siden overvågningen startede, kun afbrudt af de to PDV-epidemier i 1988 og 2002 og fugleinfluenzaepidemien i 2014 (Figur 2).

Overvågningen 2016

Overvågningsmetode

Spættet sæl er blevet overvåget ved optælling i fældeperioden på landlokaliteterne fra fly i Vadehavet og Kattegat siden 1976 (standardiseret fra 1979) og siden 1988 i hele Danmark. For at gøre rede for sæler, der ikke er på hvilepladserne under optællingerne, benyttes omtrentlige korrektionsfaktorer (32 % i Vadehavet og 43 % i øvrige farvande), som er estimeret ved studier i Holland og Sverige, hvor et antal mærkede individer har gjort det muligt at se, hvor disse dyr opholder sig i optællingsperioderne (Ries 1998, Härkönen m.fl. 1999). Der er også foretaget optællinger i yngleperioden med henblik på at estimere ungeproduktionen i Kattegat siden 2009 og i Vadehavet siden 2000.

Der foreligger en særskilt teknisk anvisning til overvågning af spættet sæl og gråsæl (Teilmann & Galatius 2012).

Resultater

Vadehavet

Bestanden i Vadehavet er spredt over hele Vadehavets kystlinje og deles således med Tyskland og Holland. I 2016 blev det totale antal spættede sæler estimeret til 3.600 i den danske del af Vadehavet (Figur 3). De spættede sæler i Vadehavet blev hårdt ramt af de to epidemier af PDV. Siden 2002 er bestanden i den danske del af Vadehavet vokset med gennemsnitligt 12,9% årligt frem til 2012, svarende til den teoretisk maksimale rate for spættet sæl (Härkönen et al. 2002).

Siden 2012 har væksten været negativ med, gennemsnitlig -7,5 % pr. år, delvis påvirket af influenza epidemien i 2014, hvor den danske del af Vadehavet blev hårdt ramt (Bodewes edt al. 2015, Krog et al. 2015). Selv medregnet denne påvirkning tyder de senere års stagnation i udviklingen på, at populationen i Vadehavet nærmer sig miljøets bæreevne og at populationen vil stabilisere sig omkring det nuværende niveau, hvis forholdene omkring bestanden ikke ændrer sig. Spættet sæl yngler i alle dele af det danske Vadehav, i 2016 blev der talt 769 unger, hvilket er 12 % flere end i 2015 og højere end alle tidligere tællinger.

Limfjorden

De spættede sæler i Limfjorden repræsenterer to forskellige genetiske enheder (Olsen m.fl. 2014). De fleste af sælerne i den indre fjord er sandsynligvis efterkommere af de sæler, der beboede fjorden før forbindelsen til Nordsøen blev lukket omkring år 1100. Der opstod igen forbindelse mellem fjorden og Nordsøen ved stormfloden i 1825, og i Nissum Bredning, tættest på Nordsøen synes sælerne at være en blanding af sæler fra de indre bredninger og sæler fra Vadehavet (Olsen m.fl. 2014). Antallet af sæler i de indre bredninger har vist store fluktuationer fra år til år, og det er sandsynligt at de vandrer ind og ud af Limfjorden i forbindelse med tilgængeligheden af føde.

Dette gør udviklingen i den indre Limfjord svær at tolke, fx blev der i 2015 estimeret 1600 sæler i indre Limfjord og i 2016 kun 850 individer, uden at der blev fundet usædvanligt mange døde sæler (Figur 3). Antallet af sæler i den indre Limfjord fluktuerer omkring det samme niveau som efter sidste PDV-epidemi i 2002, og man kan derfor antage at dette repræsenterer miljøets/fødegrundlagets bæreevne. Antallet af sæler i den vestlige Limfjord har været stigende siden 2002, i 2016 estimeredes 1.700 individer, den foreløbige rekord (Figur 3).

Kattegat

Populationen af spættede sæler i Kattegat deles med Sverige. i 2016 estimeredes den samlede bestand til 16.500 individer, heraf 8.800 i den danske del (Figur 3). Fra epidemien i 2002 til 2011 har den gennemsnitlige årlige vækstrate i den danske del været 11,1 %.

I de seneste fem år har vækstraten kun ligget på gennemsnitligt 3,1 % om året hvilket tyder på, at populationen nærmer sig miljøets bæreevne. Man kan således forvente en stabilisering af populationen omkring det nuværende niveau, hvis forholdene for sælerne ikke ændrer sig.

Spættet sæl yngler i hele den danske del af Kattegat, og i 2016 blev der talt 1.257 unger svarende til 14 % af den estimerede bestand, hvilket er betydeligt lavere end i de tidligere år, fx 2015, hvor der registreredes et ungetal på 22 % af den estimerede bestand. Det talte antal unger er et minimumsestimat af ungeproduktionen, da ungerne fødes over en længere periode og ikke er på land samtidigt. For at kunne lave fortolkninger angående udvikling i bestandens demografi, og de faktorer der påvirker ungeproduktionen, er der behov for en længere tidsserie både inden for samme år og over en årrække.

Vestlige Østersø

I den vestlige Østersø forekommer mange mindre kolonier spredt over et stort område. Det betyder, at de enkelte kolonier kan være sårbare over for forandringer såsom forstyrrelser og epidemier, specielt hvis der ikke er nogen fast udveksling af sæler mellem kolonierne. I 2016 blev populationen estimeret til at bestå af 1.700 individer (Figur 3). Fra 2002 til 2011 voksede bestanden med gennemsnitligt 13,4 % årligt.

I de seneste 5 år er denne rate reduceret til 4,9%, et muligt tegn på at populationen nærmer sig miljøets bæreevne. En anden mulig tolkning er, at gråsælernes genetablering i dette område, påvirker bestanden af spættede sæler negativt.

Hvis det første er tilfældet, kan vi forvente en stabilisering af antallet af spættede sæler i området i de kommende år, hvis den aftagende vækst derimod skyldes konkurrence fra - eller fortrængning på grund af gråsæler, er en nedgang i bestanden i de kommende år sandsynlig. Der tælles ikke unger af spættet sæl i den vestlige Østersø.

Samlet vurdering og konklusion

Den spættede sæl har været overvåget med en standardiseret metode på hvilepladser i Vadehavet og Kattegat siden 1979, mens de to mindre bestande i Limfjorden og vestlige Østersø er blevet overvåget siden 1988. Bortset fra de to PDV-epidemier i 1988 og 2002 og fugleinfluenzaudbruddet i 2014 har arten vist konstant fremgang i alle områder bortset fra Limfjorden, hvor der har været meget fluktuerende tal siden den første epidemi i 1988. I de senere år er der dog tegn på en opbremsning i tilvæksten i både Vadehavet, Kattegat og vestlige Østersø. Dette kunne tyde på, at bestandene af spættet sæl i alle områder nærmer sig miljøets bæreevne.

Fremgangen er ikke overraskende, da arten var reduceret til få tusinde dyr i hele landet ved fredningen i 1977. Inden da var bestandene kraftigt påvirkede af jagt og sandsynligvis også miljøgifte, som det kendes fra gråsæler og ringsæler i Østersøen, hvor op til 80 % af hunnerne har været sterile (Bergmann 1999). I de senere år er der dog tegn på en opbremsning i tilvæksten i både Vadehavet, Kattegat og vestlige Østersø. Dette kunne tyde på, at bestandene af spættet sæl i alle områder nærmer sig miljøets bæreevne.

Referencer

  • Bergman, A. (1999). Health condition of the Baltic grey seal (Halichoerus grypus) during two decades: gynaecological health improvement but in-creased prevalence of colonic ulcers. Acta Pathologica Microbiologica et Immunologica Scandinavica, 107: 270–282.
  • Bodewes, R., Bestebroer, T.M., van der Vries, E., Verhagen, J.H., Herfst, S., Koopmans, M.P., m.fl. (2015) Avian influenza A (H10N7) virus-associated mass deaths among harbor seals. - Emerging Infectious Diseases 21E: dx.doi.org/10.3201/eid2104.141675
  • Härkönen, T., Hårding, K. C., and Lunneryd, S. G. 1999. Age- and sex specific behaviour in harbour seals Phoca vitulina leads to biased estimates of vital population parameters. Journal of Applied Ecology, 36: 825 –841.
  • Härkönen, T., Harding, K.C. & Heide-Jørgensen, M.P. 2002: Rates of increase in age-structured populations – a lesson from the European harbour seals. - Canadian Journal of Zoology 80: 1498-1510.
  • Härkönen, T., Dietz, R., Reijnders, P., Teilmann, J., Harding, K., Hall, A., Brasseur, S., Siebert, U., Goodman, S.J., Jepson, P.D., Rasmussen, T.D. & Thompson, P. 2006: A review of the 1988 and 2002 phocine distemper virus epidemics in European harbour seals. - Diseases of Aquatic Organisms 68:115-130.
  • Härkönen, T., Bäcklin, B.M., Barrett, T., Bergman, A., Corteyn, M., Dietz, R., Harding, K.C., Malmsten, J., Roos, A. & Teilmann, J. 2008: Mass mortality in harbour seals and harbour porpoises caused by an unknown pathogen. - Veterinary Record 162: 155-156.
  • Krog, J.S., Hansen, M.S., Holm, E., Hjulsager, C.K., Chriél, M., Pedersen, K., Andresen, L.O., Abildstrøm, M., Jensen, T.H., Larsen, L.E. 2015: Influenza A (H10N7) virus in dead harbor seals, Denmark. – Emerging Infectious Diseases 21E:http://dx.doi.org/10.3201/eid2104.141484
  • Olsen, M.T., Andersen, L.W., Dietz, R., Teilmann, J., Härkönen, T., Siegismund, H.R. 2014. Integrating genetic data and population viability analyses for the identification of harbour seal (Phoca vitulina) populations and management units. Molecular Ecology 23: 815-831.
  • Ries EH, Hiby LR, Reijnders PJH (1998) Maximum likelihood population size estimation of harbour seals in the Dutch Wadden Sea based on a mark-recapture experiment. Journal of Applied Ecology 35:332-339.
  • Teilmann J, Galatius A (2012) Artsovervågning af sæler. Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, 8 s. (Teknisk anvisning fra Det Marine Fagdatacenter, DCE; Nr. M16).

Hvis du vil vide mere