Du er her: novana.au.dk Avneknippemose (7210) Sammenfatning

Sammenfatning af resultater

Tilstand

Avneknippemoser er våde rørsumpe præget af kalkrigt og næringsfattigt grundvand. Vegetationen er generelt relativt fattig på arter, og hvas avneknippe dominerer. Avneknippemoserne er lysåbne med høj rørsumpvegetation, men en væsentlig andel har dog udbredte vedplanter, hvilket ikke er noget godt tegn. Til gengæld er invasive arter stort set fraværende i vegetationen. En mindre del af arealet har en tilstand med højere næringsstatus, end det er optimalt, mens hydrologien synes at være tæt på optimal.

Udvikling

Overvågningsdata tyder på, at tilstanden er nogenlunde stabil i avneknippemose i perioden 2004-2015. Der er dog registreret en signifikant stigning i den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for fugtighed, men også et fald i dækningen af vanddækket areal. Det er ikke umiddelbart let at tolke, at der på den ene side er en stigning i Ellenbergs fugtighedstal og på den anden side en sænkning af den estimerede vanddækning. Hvis det betyder, at der er stigende udstrømning af grundvand og faldende indflydelse af overfladevand, vil det være positivt.

Geografiske mønstre

Der er ikke væsentlige forskelle på tilstanden af avneknippemose i de to regioner, der er udlagt overvågningsstationer i. I den sjællandske region er vegetationen dog lidt mere artsrig, og der er en lidt lavere dækning af vedplanter, men også et mindre vanddækket areal end i Østjylland.

Overvågningsdata viser, at tilstanden er lidt bedre inden for - end uden for habitatområderne. Således er der en signifikant højere dækning af hvas avneknippe, en lavere dækning af bredbladede urter og de næringselskende arter udgør en mindre andel af vegetationen inden for - end uden for habitatområderne.

115111 / i31