Du er her: novana.au.dk Forklit (2110) Tilgroning

Dynamik og tilgroningsgrad

Forklit findes på den øverste del af sandede strande og dannes af den friske, saltholdige strandsand, hvor strandens planter skaber læ. De fleste forklitter er midlertidige og skylles væk ved kraftig blæst, men på brede strande kan forklitterne opretholdes og efterhånden udvikle sig til hvide klitter. Sanddæmpende foranstaltninger accelererer stabiliseringen af sandet og dermed successionen mod hvid klit og grå/grøn klit.  

Indikatorer

Den naturlige dynamik og tilgroningsgraden i forklit er i NOVANA programmet dokumenteret ved vegetationens højde, dækning af høje og lave vedplanter og bar jord, der alle afspejler vegetationens struktur og mængden af biomasse. Ellenbergs indikatorværdi for salinitet er et udtryk for planternes tilpasning til saltpåvirkning og kan dokumentere den centrale påvirkning fra havet. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt.

Resultater 2004-2015

Strandvold med enårige planter er en af de mindst udbredte lysåbne naturtyper i Danmark, og der er derfor kun udlagt 17 overvågningsstationer for naturtypen. Datagrundlaget for beregningerne af naturtypens tilstand bygger på blot 67 prøvefelter. 

Tilstand

Den gennemsnitlige vegetationshøjde er 8 cm, og i omtrent 10 % af prøvefelterne er vegetationsdækket højere end 20 cm. Vedplanter udgør en ubetydelig andel af plantedækket på strandvold med enårige planter.

I gennemsnit er knap halvdelen af jordoverfladen på strandvold med enårige planter blottet og vegetationsløs. I lidt mere end en fjerdedel af felterne er der en sluttet vegetation uden blottet bund.

Den gennemsnitlige salinitetsværdi er 2,2, hvilket er lidt højere end gennemsnittet for strandvold med flerårige planter (1210) og sammenlignelig med gennemsnittet for strandengene (1330). Omtrent en sjettedel af prøvefelterne har en gennemsnitlig salinitetsværdi over 4, der indikerer at en væsentlig del af arterne er tolerante overfor regelmæssige oversvømmelser af saltvand. De hyppigste salttolerante arter er strand-mælde, almindelig vej-pileurt, strand-annelgræs, strandasters og kødet hindeknæ.

Udvikling                                                                         

Da strandvold med enårige planter først er overvåget fra 2011, er der ikke beregnet udviklingstendenser.

Geografiske mønstre

De nordjyske strandvolde med enårige planter er karakteriseret ved en højere dækning af lave og høje vedplanter samt en mindre dækning af bart substrat end i de øvrige dele af landet. I Østjylland og Fyn er den gennemsnitlige vegetationshøjde lavere end i de øvrige to regioner.

Overvågningsdata viser, at der ikke er signifikant forskel på de undersøgte indikatorer for naturtypens dynamik og tilgroningsgrad inden for - og uden for habitatområderne.

Sammenfatning

Sammenlagt tyder overvågningsdata således på, at forklit har et åbent plantedække af salttolerante arter og en høj dækning af bar jord.


Sandflugtsdæmpende foranstaltninger accelererer stabiliseringen af sandet og dermed successionen fra forklit mod hvid klit. Foto: Ane Kirstine Brunbjerg, AU

109197 / i31