Blishøne

Levested

Blishønen Fulica atra yngler over hele Europa på nær de aller nordligste egne (Scott & Rose 1996). Fuglene forekommer i vandhuller, søer, åer, lavvandede fjorde og langs beskyttede kyster. Arten er i vinterhalvåret primært knyttet til søer, lavvandede fjorde eller beskyttede vige med udbredt undervandsvegetation, hvor de ofte ses i store flokke. Fældefugle ses typisk i de samme habitater som de overvintrende fugle, dog koncentreret i færre områder.

Udbredelse

Blishøne er en almindelig ynglefugl i hele Danmark med en bestand på omkring 20.000 par (Grell 1998). Arten er desuden talrig som vintergæst fra Østersøområdet.

Overvågningen 2016

Blishøne blev i 2016 overvåget i forbindelse med den landsdækkende optælling af fugle i de danske farvande ved midvinter, herunder også i samtlige 49 indeksområder. 

Undersøgelsesområde

Den landsdækkende midvintertælling i 2016 dækkede de indre farvande, de fleste større og nogle mindre søer samt Vadehavet. Den danske del af Nordsøen blev ikke dækket.

Overvågningsmetode

Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly.

Resultater

Der blev i alt registreret 93.116 blishøne på den landsdækkende midvintertælling i 2016 (Figur 1) og beregnet et indeks på 35 for arten. Såvel antal som indeks var relativt lave i forhold til tidligere års tællinger, når der ses bort fra de kolde år i 1980’erne (Tabel 1, Figur 2).

Arten blev registreret over hele landet, dog med langt hovedparten af fuglene i de sydøstlige og østlige dele af landet og kun fåtalligt i den vestlige og sydvestlige del af landet (Figur 1). Flest fugle blev registreret i Roskilde Fjord (10.323), Skælskør Nor (8.650) og Stege Bugt (7.815)

Konklusion

Antallet af overvintrende blishøns i 2016 var i lighed med den seneste midvintertælling i 2013 noget under totalerne fra midvintertællingerne i perioden 1992-2008, og det virker til at arten er gået tilbage i antal. Blishøns påvirkes negativt af kolde vintre, da de i mindre grad end andre fugle trækker længere sydpå under isvintre (Pihl 2000), og der ses tydelige effekter af de kolde vintre i 1980’erne, midten af 1990’erne og omkring 2010 på artens antal jf. indekset (Figur 2). I Østersregionen som helhed vurderes arten til at være i moderat tilbagegang (HELCOM 2017).

Referencer