Bramgås

Levested

Bramgås yngler talstærkt på Saltholm, men er en uregelmæssig ynglefugl i det øvrige Danmark - oftest på småøer. Arten er trækfugl og overvintrer i Nordeuropa.

Udbredelse

Bramgås etablerede sig som ynglefugl på Saltholm i 1992 (formentlig fugle fra parker i Malmø), og siden er denne koloni steget markant i antal. Øvrige fåtallige ynglepar er sidenhen registreret spredt rundt i landet (Nyegaard m.fl. 2014). Overvågningen i 2016 omhandlede alene ynglepar registreret uden for Saltholm og Peberholm.

Overvågningen 2016

Bramgås overvåges efter to forskellige metoder. På Saltholm og Peberholm overvåges kolonien hvert sjette år efter Intensiv 1-metoden. For at undgå for meget forstyrrelse på Saltholm i yngletiden, og på grund af øens størrelse, optælles antallet af reder i 300 m brede transekter, og ud fra de indsamlede data estimerer DCE øens samlede antal reder. Den seneste overvågning i transekter blev foretaget i 2015 (Holm m.fl. 2016).

I det øvrige land overvåges årligt efter Intensiv 2-metoden, hvor Miljøstyrelsen undersøger sikre og mulige yngleforekomster, som indrapporteres i DOFbasen (Holm m.fl. 2015).

Bramgås blev i 2016 overvåget efter  Intensiv 2-metoden. Eftersøgning efter Intensiv2-metoden har været foretaget i årene 2013-2016. Fra 2017 udgår Intensiv2-metoden og bramgås vil herefter kun blive overvåget på Saltholm og Peberholm efter intensiv 1-metoden.

Resultater

Intensiv 2

Der blev under overvågningen i 2016 registreret i alt 3 sikre og sandsynlige ynglefund af bramgås uden for Saltholm og Peberholm. Et par ynglede på Hov Røn i Østjylland, et par ved Uge i Sønderjylland og et par på Nekselø i Nordvestsjælland (Figur 1, Tabel 1).

Konklusion

Bramgås findes talstærkt ynglende på Saltholm og Peberholm (Holm m.fl. 2016), mens der spredt i resten af landet findes enkelte par.

Siden de første par blev registreret på Saltholm i 1992, har bestanden været stigende med årlige vækstrater på op til 64% (Mortensen 2011). I 2008 blev bestanden vurderet til 1317 par, og Saltholmbestanden er således mere end tredoblet på bare otte år. På Peberholm blev arten registreret som ynglende første gang i 2007. I 2010 blev det anslået, at bestanden var vokset til 10 par (Mortensen 2011).  Bestanden på Peberholm er faldet fra 130 par i 2015, hvilket kan indikere, at bestanden her har toppet.

I det øvrige land er der fundet tilsammen 0-12 par (Tabel 1) og bestanden i det øvrige land må betegnes som lille og fluktuerende.