Du er her: novana.au.dk Hængesæk (7140) Dynamik

Dynamik og tilgroning

Hængesæk er defineret ved at være dannet flydende i vand og rummer mange forskellige plantesamfund og successionsstadier. Unge hængesække er meget våde og træfrie, og i de sene successessionsstadier indvandrer træer og buske. Sure og næringsfattige sphagnumhængesække har en åben og lavtvoksende vegetation, mens næringsrige hængesække med tagrør og dunhammer har en højere og tættere vegetation.

Næringsbelastning og afvanding vil øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation med træer og buske. Derfor er indikatorer for tilgroning vigtige i overvågningen af hængesækkenes struktur og funktion.

Indikatorer

Tilgroningsgraden på hængesæk er i NOVANA programmet dokumenteret ved dækningen af vedplanter, vegetationens højde samt dækning af tagrør, der alle afspejler vegetationens struktur og mængden af biomasse.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Vedplantedækningen er generelt ret lav på de overvågede hængesække med en gennemsnitlig dækning på hhv. 4 og 12 % for lave og høje vedplanter. I godt halvdelen af prøvefelterne er der ikke registreret vedplanter, og i hvert femte prøvefelt er der opvækst af høje træer og buske på mere end 20 % af overfladen. De hyppigst registrerede vedplanter er grå-pil, øret pil, rød-gran, skov-fyr, vorte-birk, mose-pors og tørst.

Den gennemsnitlige vegetationshøjde er 24 cm, og der er en meget lavtvoksende og åben vegetation i en tredjedel af prøvefelterne (vegetationshøjde under 10 cm). 

Der er registreret tagrør i 8 % af prøvefelterne, og den gennemsnitlige dækning er knap 5 %. Kun få procent af arealet med hængesæk er domineret af tagrør. 

Udvikling

Der er et signifikant fald i vegetationshøjden på 0,4 cm og dækningen af lave vedplanter på 0,2 % om året i perioden 2004-2015. Der er ingen signifikante ændringer i dækningen af høje vedplanter i perioden.

Geografiske mønstre

I den sjællandske region er dokumenteret en større dækning af høje vedplanter end i resten af landet, mens der er en en lavere vegetationshøjde  i den vestjyske og østjyske region.

Overvågningsdata viser endvidere, at der ikke er signifikant forskel på dækningen af vedplanter, vegetationshøjden samt udbredelse og dækning af tagrør inden for - og uden for habitatområderne. 

Sammenfatning

Vegetationen på hængesæk er relativt åben og lavtvoksende med meget sparsom forekomst af rørsump og en vis opvækst af høje vedplanter. Udviklingen synes at være overvejende gunstig, idet vegetationshøjden og vedplantedækningen er faldende i perioden.

113060 / i31