Du er her: novana.au.dk Havtornklit (2160) Næringsstatus

Næringsstatus

Havtornklit findes typisk i klitter med kalkholdigt sand, og som pionerplante koloniserer havtorn som en af de første vedplanter. Eftersom havtorn selv har rodknolde med kvæstoffikserende aktinomyceter, så er den primære begrænsning for en artsrig vegetation næppe næringsstoffer, men snarere forstyrrelsesregimet, som blotlægger nyt substrat, hvor nye arter og individer kan kolonisere. En høj pH er et godt tegn for nyligt blottet sand.

Indikatorer

Næringsstatus i havtornklit er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH og Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof.

Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber.

Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Den gennemsnitlige pH i havtornklitterne er 4,8, og godt 20 % af prøvefelterne har en pH-værdi over 6, hvilket peger på, at havtornklit findes i klitter med et højt kalkindhold i de øvre jordlag.

Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 4,8, hvilket er kendetegnende for moderat næringsrige levesteder. Karakterarten havtorn har en indikatorværdi på 5, og i omtrent halvdelen af prøvefelterne er den gennemsnitlige indikatorværdi højere end 5, hvilket tyder på, at hovedparten af de øvrige arter har præference for mere næringsrige forhold. Der er en meget stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi i de overvågede havtornklitter. De spænder fra meget næringsfattige vegetation med en indikatorværdi på 2,5, hvilket typisk vil være åbne krat med arter fra næringsfattige grå/grønne klitter, til næringsrig vegetation med en indikatorværdi på 7,5, som eksempelvis lukkede krat med stor nælde eller successionsstadier i gødskede grønsværsklitter.  

Udvikling

Der er ikke beregnet udviklingstendenser for havtornklit, da naturtypen først blev overvåget fra 2011.

Geografiske mønstre

Jordbunden er mere kalkholdig og de næringselskende arter mere udbredte i de nordjyske end i de vestjyske havtornklitter.

Der er ingen signifikant forskel i pH og den gennemsnitlige Ellenberg værdi for næringsstof inden for - og uden for habitatområderne.

Sammenfatning

Havtornklit er basisk og relativt næringsrig. Vi har ikke referencedata, som kan vise om variationen i naturtypens pH og Ellenbergs næringsværdier falder inden for - eller uden for typens naturlige variationsbredde.

109236 / i31