Du er her: novana.au.dk Indlandsklippe (8220) Næringsstatus

Næringsstatus

Næringsbelastning på indlandsklippe forekommer enten i form af direkte gødskning (på de vandrette klipper), via atmosfærisk deposition eller tilstrømmende næringsbelastet vand fra omkringliggende dyrkede marker. Direkte gødskning kan finde sted på græssede, vandrette indlandsklipper med henblik på at øge foderværdien og favorisere kulturgræsser og kløver på bekostning af nøjsomme plantearter. Hvirvelløse dyr med særlige værtsplanter mister herved deres levesteder. Næringsbelastning kan også opstå i områder med meget luftbåret kvælstof samt i områder, der modtager næringsstoffer fra tilstødende marker.

Indikatorer

Næringsstatus på indlandsklippe er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof.

Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber.

Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Indlandsklippernes pH ligger i gennemsnit på 3,5, og halvdelen af prøvefelterne har en pH-værdi under 3,5. Med så lav pH vil der typisk kun være arter tilstede, der er tolerante over for forsuring og ammoniumtoxicitet.

Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 3,4, hvilket er kendetegnende for relativt næringsfattige levesteder. Der er en meget stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi på de overvågede indlandsklipper, dog har omtrent halvdelen af prøvefelterne en indikatorværdi mellem 3 og 4. En fjerdedel af klipperne har en næringsfattig vegetation med en indikatorværdi på mellem 2 og 3 med surbundsarter såsom bølget bunke, hedelyng, pille-star og blåbær, men også rødknæ, almindelig engelsød, almindelig kongepen, vellugtende gulaks og tandbælg, der findes på knap så sur græsland. En fjerdedel af klipperne har en moderat næringsrig vegetation med en indikatorværdi over 4, hvor skovarter som almindelig gedeblad, tørst, almindelig mangeløv og hindbær eller arter fra næringspåvirkede græsland såsom draphavre og fløjlsgræs er hyppige.

Udvikling

Da indlandsklipperne først er overvåget fra 2011, er der ikke beregnet udviklingstendenser.

Geografiske mønstre

Naturtypen findes kun på Bornholm, så der er ikke foretaget en opdeling i regioner.

Overvågningsdata viser, at der ikke er forskel på indikatorernes fordeling inden for - og uden for habitatområderne.

Sammenfatning

Indlandsklipperne er relativt sure, og næringsstatus er kendetegnende for relativt næringsfattige levesteder.  Dog er en mindre del af indlandsklipperne påvirket af næringsstoffer.

113081 / i31