Du er her: novana.au.dk Kildevæld (7220) Artssammensætning

Artssammensætning

Kildevæld er næringsfattige økosystemer med fremvældende og løbende grundvand. Vandet danner strømrender med køligt vand og stor næringsbegrænsning, hvor der er levesteder for nøjsomme arter af mosser og karplanter. Omkring kildevældet kan der vokse eng-, kær- og skovvegetation, og det kan være svært at drage præcise grænser mellem kildevæld og tilgrænsende habitattyper.

Indikatorer

Artssammensætningen i kildevæld er i NOVANA programmet dokumenteret ved antal arter samt antal arter, der er følsomme og meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering eller tilgroning. Kildevældenes tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af mosser, græsser og bredbladede urter samt forholdet mellem dækningen af urter og græsser. Endelig er den samlede udbredelse af invasive arter inddraget som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter - også på længere sigt.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Der er i gennemsnit registreret 23 plantearter i 5 m cirklerne, og i tre ud af fem felter er der mere end 20 arter, og der er mere end 40 arter i en tyvendedel. De hyppigst registrerede arter er almindelig rapgræs, kær-tidsel, stor nælde og lav ranunkel.

Der er i gennemsnit i 5 m cirklerne registreret 10,1 arter, der er følsomme overfor kulturpåvirkning i form af afvanding, eutrofiering eller tilgroning, omtrent hvert andet felt rummer mere end 10 arter, og der er mere end 20 arter i knap en tiendedel. De hyppigst registrerede følsomme arter er kær-tidsel, dynd-padderok, kær-padderok og kær-dueurt.

Der er i gennemsnit i 5 m cirklerne registreret 0,4 arter, der er meget følsomme overfor kulturpåvirkning, og i fire ud af fem felter er der ikke fundet meget følsomme arter. De hyppigst registrerede meget følsomme arter er tvebo baldrian, tormentil, kilde-syre, hjertegræs, krognæb-star og djævelsbid.

I kildevæld er godt en fjerdedel af jordoverfladen dækker af mosser, hvor almindelig kortkapsel (Brachythecium rutabulum), spids spydmos (Calliergonella cuspidata), væld-kortkapsel (Brachythecium rivulare), mose krybstjerne (Plagiomnium ellipticum) og bølget krybstjerne (Plagiomnium undulatum) er de hyppigst registrerede arter. Almindelig rapgræs, fløjlsgræs, mose-bunke, rød svingel og de øvrige græsser udgør en væsentlig andel af vegetationsdækket med en samlet dækning på 35 %. Kær-tidsel, stor nælde, lav ranunkel, vand-mynte, almindelig mjødurt og de øvrige bredbladede urter dækker sammenlagt knap 60 % af jordoverfladen. De bredbladede urter udgør i gennemsnit knap halvdelen af registreringerne i pinpoint-rammerne, og i godt en tredjedel af prøvefelterne er urter mere fremherskende end græsser.

Der er registreret invasive arter på knap 6 % af arealet med kildevæld, og de hyppigste invasive arter er rød hestehov (findes i 1 % af prøvefelterne), kæmpe-bjørneklo (1 %) og glansbladet hæg (1%).

Udvikling

Der er et signifikant fald i det gennemsnitlige antal karplanter og arter, der er følsomme overfor afvanding, eutrofiering eller afvanding på hhv. 0,4 og 0,2 arter om året i perioden 2004-2015, mens der ikke er signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for artssammensætningen i kildevæld.

Geografiske mønstre

I den østjyske og fynske region, hvor hovedparten af prøvefelterne findes, er kildevældene karakteriseret ved en relativt lille udbredelse af invasive arter. I den sjællandske region er der registreret væsentlig flere arter, der er meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering og tilgroning, de bredbladede urter fylder mindre og de invasive arter er væsentlig mere udbredte. De nordjyske kildevæld er domineret af græsser, og der er en lavere dækning af mosser. I Vestjylland, hvor der er udlagt få stationer, er kildevældene karakteriseret ved en relativt høj artsrigdom og en høj dækning af mosser, der har et lidt højere indhold af kvælstof i skudspidserne.

Overvågningsdata viser, at der er signifikant flere meget følsomme plantearter og en lavere dækning af bredbladede urter inden for habitatområderne end uden for, mens der ikke er signifikant forskel på de øvrige indikatorer for kildevældenes artssammensætning.

Sammenfatning

Sammenlagt viser overvågningsdata, at vegetationen i kildevældene generelt er relativt artsrig med en høj dækning af bredbladede urter og arter, der er følsomme overfor afvanding, næringspåvirkning og tilgroning, samt en spredt forekomst af invasive arter. Til gengæld er kun en lille del af kildevældene domineret af mosser, mens en større del er domineret af konkurrencestærke urter som stor nælde, lav ranunkel og almindelig mjødurt, hvilket tyder på en tydelig næringspåvirkning af kildevældene. Faldet i artsrigdommen og antallet af følsomme arter antyder en negativ udvikling i artssammensætningen i kildevæld.

114688 / i31