Ratio mellem dværgbuske og græsser

Hvorfor registreres ratioen mellem dværgbuske og græsser?

Hovedparten af de lysåbne terrestriske habitatnaturtyper er naturligt næringsfattige og sårbare over for eutrofiering. Derfor er indikatorer for næringsstofstatus vigtige.

I en række sure og næringsfattige habitatnaturtyper som eksempelvis klithede (2140), våd hede (4010) og tør hede (4030) dominerer dværgbuske, og dækningen med græsser vil under naturlige forhold være relativ lav. Næringspåvirkning ved tilførsel af kvælstof, dræning og/eller ændringer i forstyrrelsesregimet kan føre til en højere produktivitet, hvilket ændrer mange vekselvirkende faktorer som konkurrence, førneproduktion eller lysforhold. Relationer mellem dominerende artsgrupper vil ændre sig som noget af det første.  

Hvordan registreres ratioen mellem dværgbuske og græsser?

Ratioen mellem dværgbuske og græsser er afledt af vegetationens artssammensætning og beregnes som antal hits i pinpoint-rammen, der berører en dværgbusk i forhold til det samlede antal hits med dværgbuske og græsser. Ratioen kan beregnes for alle terrestriske habitatnaturtyper, men da metoden til indtastning af pinpoint-data er ændret gennem programmet, kan ratioen mellem dværgbuske og græsser kun beregnes for data indsamlet fra 2007.