Indhold af nitrat, ammonium og fosfat

Hvorfor registreres indhold nitrat, ammonium og fosfat?

Forsyningen af næringsstofferne nitrat, ammonium og fosfat til våde alkaliske naturtyper som kær og kildevæld stammer fra nedbør, overfladevand og grundvand, hvorimod de surere mosetyper hovedsagelig får deres næringsstoffer via nedbøren.  Generelt har nedbøren et lavere pH og lavere alkalinitet end de andre vandressourcer, hvorfor de sure mosetyper også har lavt pH og alkalinitet i modsætning til kærtyperne (Limpens, Berendse et al. 2003) (Tomassen, Smolders et al. 2004).

I sure, næringsfattige og våde naturtyper som de fleste mosetyper og hængesæk vedligeholdes den tilgængelige kvælstofpulje ved tilførsel fra atmosfæren og frigørelse ved nedbrydning af dødt organisk materiale. Forekomst af nitrat i vandet i disse naturtyper vil indikere ændringer i de processer, der i et stabilt økosystem sikrer en næsten fuldstændig binding af kvælstoffet til det organiske materiale. Forekomsten af forhøjede koncentrationer af uorganiske kvælstofforbindelser som nitrat eller ammonium kan indikere kvælstofmætning og dermed befordre en indvandring af græsser (Aerts 1990).

De mere alkaliske mosetyper som rigkær og basiske kildevæld  dannes på steder med gennemstrømmende grundvand, hvor geokemiske processer modvirker forsuring og reducerer tilgængeligheden af næringsstoffer i rodzonen.

Hvordan registreres indhold nitrat, ammonium og fosfat?

Vandprøverne til kemianalyse for næringsstofferne nitrat, ammonium og fosfat udtages i permanente eller midlertidigt opsatte piezometerrør i umiddelbar nærhed af prøvefeltet og inden for 5 m-cirklen. Vandprøverne filteres i felten.

Referencer

Aerts, R. (1990). "Nutrient use efficiency in evergreen and deciduous species from heathland." Oecologia 84: 391-397.

Limpens, J., et al. (2003). "N deposition affects N availability in interstitial water, growth of Sphagnum and invasion of vascular plants in bog vegetation." New Phytologist 157(2): 339-347.

Tomassen, H. B. M., et al. (2003). "Stimulated growth of Betula pubescens and Molinia caerulea on ombrotrophic bogs: role of high levels of atmospheric nitrogen deposition." Journal of Ecology 91(3): 357-370.

Tomassen, H. B. M., et al. (2004). "Expansion of invasive species on ombrotrophic bogs: desiccation or high N deposition?" Journal of Applied Ecology 41: 139-150.