Urter

Hvorfor registreres dækningen af bredbladede urter?

Dækningen af bredbladede urter er en simpel indikator for tilstanden i en række lysåbne terrestriske naturtyper. Generelt har lysåbne naturarealer i en gunstig tilstand en højere dækning af bredbladede urter end mere kulturpåvirkede arealer. Mange bredbladede urter har en rig produktion af nektar og pollen, der udgør en væsentlig fødekilde for insekter såsom humlebier, jordbier, honningbier, svirrefluer, sommerfugle, natsværmere, træbukke og snyltehvepse. Selvom vi ikke ved nøjagtigt hvordan, så er det af betydning for den samlede biodiversitet – især diversiteten af bestøvende insekter, at dækningen af insektbestøvede blomster ikke reduceres.

Dækningen af bredbladede urter er høj på naturlige overdrev, rigkær og kildevæld og ekstremt lav på sure og næringsfattige højmoser og heder. Det skal bemærkes, at nogle bredbladede urter, som fx hvid-kløver, ager-tidsel, vild kørvel, stor nælde, vil respondere positivt på tilførsel af næringsstoffer, omlægning og afvanding, og en høj dækning af bredbladede urter er ikke altid ønskværdig. Denne indikator skal derfor tolkes med omtanke.

Hvordan registreres dækningen af bredbladede urter?

Bredbladede urter omfatter karplanter, der ikke er vedplanter, dværgbuske, græsser eller halvgræsser. Artsgruppen omfatter således alle en- og tokimbladede arter, der ikke tilhører græs-, halvgræs-, siv- eller lyngfamilierne eller har livsformen fanerofyt, hvilket er planter, der overvintrer med forveddede dele over jorden (træer, buske og lianer). 

Dækningen af bredbladede urter er afledt af vegetationens artssammensætning og beregnes som antal hits i pinpoint-rammen, der berører en bredbladet urt. Dækningen kan beregnes for alle terrestriske habitatnaturtyper, men da metoden til indtastning af pinpoint-data er ændret gennem programmet, kan dækningen af bredbladede urter kun beregnes for data indsamlet fra 2007.