Du er her: novana.au.dk Strandvold fleraarig (1220) Sammenfatning

Sammenfatning af resultater

Tilstand

Vegetationen på strandvold med flerårige planter har en høj dækning af bredbladede urter, mens der er relativt få arter, der er følsomme overfor næringspåvirkning. I forhold til strandvold med enårige arter er invasive arter langt mere udbredte på strandvold med flerårige planter. Vegetationen på strandvold med flerårige planter er typisk lav og relativt åben, men der er også mere stabile partier med opvækst af buske og træer. Det er typisk i de mere stabile partier, at der forekommer invasive arter. Der er en mindre påvirkning af saltvand fra havet end på strandvold med enårige arter. Næringsstatus er naturligt høj, hvilket hænger sammen med, at naturtypen findes på opskyllet organisk materiale, hvor der er en naturlig høj frigivelse af næringsstoffer.

Udvikling

Da strandvold med flerårige planter først er overvåget fra 2011, er der ikke beregnet udviklingstendenser.

Geografiske mønstre

Der er nogen forskel på tilstanden af strandvold med flerårige planter i de fire regioner, der er udlagt overvågningsstationer i. I Østjylland og på Fyn er tilstanden karakteriseret ved en højere vegetation, relativt få enårige arter og arter, der er følsomme overfor eutrofiering og tilgroning samt en relativt lav forekomst af salttolerante planter i forhold til de øvrige regioner. De vestjyske lokaliteter har relativt mange følsomme arter, og en højere andel af arter, der er tilpasset moderat næringsrige levesteder, men også en mindre dækning af blottet substrat. På Sjælland rummer naturtypen flere meget følsomme plantearter, der er en væsentlig lavere dækning af græsser samt en højere dækning af urter og bart substrat.

Der er ingen signifikante forskelle i tilstanden inden for - og uden for habitatområderne.

115089 / i31