Du er her: novana.au.dk Tidvis våd eng (6410) Dynamik

Dynamik og tilgroning

I gunstig tilstand er vegetationen på tidvis våd eng åben og lav med ingen eller spredt opvækst af træer og buske. Naturtypen er påvirket af en række forskellige dynamiske processer, der bidrager til at holde vegetationen lav og åben. Det gælder både vinteroversvømmelser og fjernelse af biomasse ved græsning og høslæt. Modsat vil næringsbelastning og afvanding øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere tidvis våd eng vegetation.

Indikatorer

Den naturlige dynamik og tilgroningsgraden på tidvis våd eng er i NOVANA programmet dokumenteret ved dækningen af bar jord og vedplanter, vegetationens højde samt forekomsten af græsning, der alle afspejler vegetationens struktur og mængden af biomasse.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Vedplantedækningen er generelt ret lav på de overvågede enge med en gennemsnitlig dækning på hhv. 2 og 9 % for lave og høje træer og buske. I to ud af tre prøvefelter er der ikke registreret vedplanter, og en meget beskeden andel af arealet med tidvis våd eng er massivt tilgroet med høje træer og buske. De hyppigst registrerede vedplanter er dun-birk, gråpil, øret pil, krybende pil, mose-pors, almindelig eg, vorte-birk og rød-el. Den gennemsnitlige vegetationshøjde er 28 cm, og der er en relativt lavtvoksende og åben vegetation i en tredjedel af prøvefelterne (under 20 cm).

I gennemsnit er mindre end 1 % af jordoverfladen i tidvis våd eng blottet og vegetationsløs, hvor nye arter og individer kan spire frem fra frøbanken og etablere sig. I 95 % af felterne er der en sluttet vegetation uden blottet bund.

Der er registreret tydelige tegn på græsning i godt en tredjedele af prøvefelterne. Høslæt forekommer kun undtagelsesvis på tidvis våd eng.

Udvikling

Der er ingen signifikante ændringer i vegetationshøjden, dækningen af vedplanter og forekomsten af græsning på tidvis våd eng i perioden 2004-2015. Det har ikke været muligt at teste, om der er en signifikant ændring i dækningen af bar jord og tørv i perioden.

Geografiske mønstre

Vegetationens højde og dækningen af vedplanter er lavest i Nordjylland samt Østjylland og Fyn, og her er græsning også mere udbredt end i de to øvrige regioner.

Overvågningsdata viser endvidere, at der er en signifikant lavere vegetationshøjde, dækning af høje vedplanter og mere udbredt græsning inden for habitatområderne end uden for, mens der ikke er forskel på dækningen af lave vedplanter og bar jord.

Sammenfatning

Tidvis våd eng er generelt lav og åben og med begrænset tilgroning af vedplanter, selvom græsning ikke er udbredt. Denne tilstand er stabil gennem overvågningsperioden.

113045 / i31