Du er her: novana.au.dk Tørvelavning (7150) Udbredelse

Hvor findes naturtypen?

Tørvelavning findes fåtalligt og pletvis over det meste af landet, men hovedudbredelsen er i Jylland. Det er typisk ganske små arealer, der dækkes af dette plantesamfund. Eksempler på naturtypen findes i Holtemmen på Læsø, Lille Vildmose i Himmerland, Salten Profilet og ved bredden af Tingdalsøerne i Midtjylland og på Nørholm Hede i Vestjylland.

Naturtypens udbredelsesområde, det kortlagte areal samt den geografiske fordeling af første programperiodes overvågningsstationer (2004-2010) er vist i Figur 7150.1. Tørvelavning er, med et samlet areal på 370 ha, en af de mindst udbredte lysåbne terrestriske naturtyper i Danmark, og foreløbige skøn viser, at 49 % af arealet findes inden for habitatområderne (Tabel 7150.1). Genkortlægningen af tørvelavning inden for habitatområderne i 2010-2011 har ført til en 50 % forøgelse af arealet i den atlantiske region og hele 550 % (fra 10 til 63 ha) i den kontinentale region. Tørvelavning er typisk kortlagt som mosaikforekomst af flere naturtyper og det kan være uhyre vanskeligt at angive typens præcise andel af det samlede kortlagte areal. Og selv mindre justeringer af typens andel af en mosaikforekomst kan medføre relativt store ændringer i det samlede areal af denne sjældne naturtype.

Tabel 7150.1. Udbredelsesområde og areal for tørvelavning (7150) som afrapporteret til EU i 2007 og 2013. Den arealmæssige dækning af naturtypen er vist ved den samlede dækning i hele landet, det kortlagte areal inden for habitatområderne og andelen af det samlede areal, der ligger inden for habitatområderne. Arealerne er vist for de to biogeografiske regioner og for hele landet.

Atlantisk region Kontinental region Hele landet
2007 2013 2007 2013 2007 2013
Udbredelsesområde (km2) 13.200 13.100 11.700 11.500 24.900 24.600
Areal i alt, afrundet (ha) 110 240 70 130 180 370
Inden for habitatområderne, kortlagt areal (ha) 80 122 10 63 90 184
Andel af arealet inden for habitatområderne (%) 73 50 14 46 50 49
110815 / i31