Du er her: novana.au.dk Vadegræssamfund (1320) Artssammensætning

Artssammensætning

Vadegræssamfund er et pionersamfund med dominans af vadegræs, der med tiden danner høje og tætte bevoksninger, hvor få arter kan klare sig.

Indikatorer

Artssammensætningen i vadegræssamfund er i NOVANA programmet dokumenteret ved antal arter, antal enårige arter og de enårige arters andel af vegetationsdækket samt antal arter, der er følsomme og meget følsomme overfor eutrofiering, afvanding eller tilgroning. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af græsser, vadegræs og rørsump (tagrør og strand-kogleaks), dækningen af bredbladede urter samt ratioen mellem urter og græsser. Endelig er den samlede udbredelse af invasive arter inddraget som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter - også på længere sigt.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Der er i gennemsnit registreret 4,1 plantearter i 5 m cirklerne i vadegræssamfund, og blot en tredjedel af felterne rummer mere end 5 arter. De hyppigst registrerede arter er almindelig vadegræs, spyd-mælde, strandasters, tætblomstret hindebæger og strand-annelgræs. Der er i gennemsnit registreret 1,9 arter, der er følsomme overfor kulturpåvirkning i form af eutrofiering, afvanding eller tilgroning med strandasters, tætblomstret hindebæger, strand-annelgræs, strand-trehage og kveller som de hyppigst registrerede arter. Der er i gennemsnit registreret 0,2 arter, der er meget følsomme overfor kulturpåvirkning i form af eutrofiering, afvanding eller tilgroning, med tætblomstret hindebæger som den eneste registrerede art.

Der er i gennemsnit registreret 1 enårig art i 5 m cirklerne i vadegræssamfund, og de hyppigst registrerede enårige arter er spyd-mælde, kveller og strandgåsefod. Når der vægtes for arternes dækningsgrader udgør de enårige arter 7 % af vegetationsdækket, og der mangler enårige arter i mere end 60 % af felterne. De enårige arter har således en relativt beskeden bladbiomasse i forhold til eksempelvis de flerårige græsser.

Almindelig vadegræs, strand-annelgræs, rød svingel og de øvrige græsser dækker sammenlagt 83 % af jordoverfladen, og vadegræs alene har en dækning på 72% (i pinpoint-rammerne), mens rørsumparterne tagrør og strand-kogleaks samlet dækker ganske få procent. Spyd-mælde, strandasters, tætblomstret hindebæger, strand-trehage, kveller, strandgåsefod, stilkløs kilebæger og de øvrige bredbladede urter har en samlet dækning på godt 15 %, og de udgør i gennemsnit knap en ottendedel af registreringerne i pinpoint-analyserne. I godt halvdelen af prøvefelterne er der ikke registreret bredbladede urter.

Der er ikke dokumenteret forekomst af engelsk vadegræs eller andre invasive arter på de overvågede stationer med vadegræssamfund.

Udvikling

Da vadegræssamfund ikke blev overvåget i første programperiode, er det endnu ikke muligt at beregne udviklingstendenser for denne naturtype. Det er således ikke muligt at vurdere, hvor længe de åbne vadegræsbevoksninger bevares i et tidligt successionsstadie med enårige arter og urter i bundvegetationen.

Geografiske mønstre

Datagrundlaget er ikke tilstrækkeligt stort til en regional opdeling, og da ingen prøvefelter ligger uden for habitatområderne, er det ikke muligt at vurdere, om der er forskel på tilstanden inden for - og uden for habitatområderne.

Sammenfatning

Vegetationen i vadegræssamfund er domineret af vadegræs og relativt artsfattig. Der er meget få følsomme arter og de bredbladede urter er spredt forekommende. I forhold til de øvrige pionersamfund udgør de enårige arter en meget lille del af vegetationen. Der er ikke registreret invasive arter i vadegræssamfundet.

114662 / i31