Du er her: novana.au.dk Vadegræssamfund (1320) Hydrologi

Hydrologi

Vadegræssamfund findes på vandsiden af strandenge og på de øvre dele af vaden ved Vadehavet.

Indikatorer

En detaljeret beskrivelse af de hydrologiske forhold på overvågningsstationerne er meget ressourcekrævende og ligger uden for NOVANA programmets rammer. Vadegræssamfundets hydrologi er derfor dokumenteret ved dækningen af blankt vand ud fra pinpoint-data og en estimeret vanddækning i 5 m cirklerne. Da der ikke findes Ellenberg-værdier for arten almindelig vadegræs (Spartina alterniflora x maritima), har det ikke været muligt at beregne gennemsnitlige indikatorværdier for fugtighed og salinitet for vadegræssamfundet.

Dækningen af blankt vand og vanddækningen i 5 cirklen er udtryk for vandstanden på overvågningstidspunktet. Vandstanden varierer betragteligt over året og mellem tørre og våde år, og vandstanden vil kunne ændre sig brat ved øget eller mindsket afvanding.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Vanddækningen i 5 m cirklerne er i gennemsnit på 10,9 % af arealet i 5m cirklerne, mens der kun er registreret 2 % dækning af blankt vand i prøvefelterne. Dette tyder på, at synligt vand dækker en relativt stor del af naturtypens areal.

Udvikling

Da vadegræssamfund ikke blev overvåget i første programperiode, er det endnu ikke muligt at beregne udviklingstendenser for denne naturtype.

Geografiske mønstre

Datagrundlaget er ikke tilstrækkeligt stort til en regional opdeling, og da ingen prøvefelter ligger uden for habitatområderne, er det ikke muligt at vurdere, om der er forskel på tilstanden inden for - og uden for habitatområderne.

Sammenfatning

Overvågningsdata tyder på, at synligt vand dækker en relativt stor del af naturtypens areal.


Vadegræssamfund (1320) findes typisk på vandsiden af strandenge.
Foto: Peter Wind, AU

109167 / i31