Aarhus Universitets segl

Kortlagte arealer

Beregningerne af naturtilstanden for enebærkrat og de underliggende indikatorer i denne rapportering bygger på data fra de tre kortlægningsrunder inden for habitatområderne, dvs. i perioderne 2004-2006, 2010-2012 og 2016-2019. Resultaterne fra den seneste kortlægning er i nogle tabeller vist for både den afgrænsning af habitatområderne, der var gældende fra 2004-2018 og den  opdaterede afgrænsning fra november 2018.

 

Som det fremgår af Tabel 5130.101 er det kortlagte areal med enebærkrat øget markant fra første til anden kortlægning, hvilket delvist kan forklares ved præciseringer i nøglen til identifikation af danske naturtyper på habitatdirektivet. Arealet falder en smule igen fra anden til tredje kortlægningsrunde, mens arealet er fordelt på lidt flere forekomster. Disse forskelle kan dog ikke direkte tages som udtryk for en reel forandring i naturtypens areal. Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal på 18 ha fordelt på 6 lokaliteter, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,5 %.

Tabel 5130.101. Oversigt over de kortlagte forekomsters antal og areal gennem de tre kortlægningsperioder. For den tredje kortlægning (2016-2019) er foretaget særskilte beregninger for den gamle (før november 2018) og den nye habitatområdeafgrænsning (efter november 2018). Arealerne er ikke fuldstændig identiske med de arealer, der er rapporteret til EU. I nederste række er vist andelen af det samlede nationale areal med naturtypen, der ligger inden for habitatområderne, for den seneste kortlægningsrunde.