Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kortlægning (2016-2019)

Sammenfatning

I perioden 2016-2019 er kortlagt 2.439 ha med revling-indlandsklit fordelt på 260 forekomster og 19 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 9 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med revling-indlandsklit på 396 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 10,2 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 70 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 3 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 65 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 72 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, og udbredelsen af invasive plantearter er høj. Det er primært dækningen af vedplanter, invasive plantearter, samt andelen af arealet med græsning, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden er ikke væsentlig forskellig fra den forrige kortlægning (2010-2012). De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.