Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 70 % af arealet med revling-indlandsklit og 60 % af forekomsterne med naturtypen har høj eller god naturtilstand (se Figur 2320.102). Ingen arealer har dårlig naturtilstand, og blot 3 % af arealet og 5 % af forekomsterne har ringe naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstand er på 0,60 for de 260 forekomster med revling-indlandsklit (Tabel 2320.102). Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har medført et mindre fald i den gennemsnitlige tilstand (Figur 2320.101 og Tabel 2320.102). Figur 2320.103 viser andelen af revling-indlandsklitterne i høj eller god naturtilstand i de 19 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen.

 

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand. Der er ikke væsentlige forskelle på struktur- og artstilstanden i revling-indlandsklit og de gennemsnitlige indeksværdier er på hhv. 0,60 og 0,63 (Tabel 2320.102). Der er en lidt mindre arealandel i høj og god strukturtilstand (65 % af arealet) end i de to bedste artstilstandsklasser (72 %). Det gennemsnitlige naturtilstandsindeks (Tabel 2320.102) og andelen af arealet i høj naturtilstand (Figur 2320.101) er lidt højere i tredje end i anden kortlægning. Der ses også en lille stigning i struktur- og artsindekset og andelen af arealet i de to bedste strukturtilstandsklasser, mens arealandelen i ringe artstilstand falder en smule (se også afsnit om strukturindikatorerne). Fra første til anden kortlægning kan en del af ændringerne i strukturindekset, og dermed også naturtilstandsindekset, tilskrives, at der ikke var udpeget eksempler på naturtypekarakteristiske strukturer for indlandsklitterne i den første kortlægning (Fredshavn 2004).