Aarhus Universitets segl

Dynamik og tilgroning

En væsentlig forudsætning for forekomsten af heder er, at den naturlige tilgroning er blevet forhindret på grund af ekstensiv landbrugsmæssig udnyttelse gennem århundreder. I størstedelen af hedernes historie i Danmark har nåletræer ikke været en invasionstrussel, og de mange tidligere egekrat har været så kraftigt udnyttede, så de meget ofte ikke har kunnet producere agern og dermed ekspandere.

Indikatorer

Tilgroningsgraden på tør hede er i NOVANA programmet dokumenteret ved dækningen af lave og høje vedplanter samt vegetationens højde. Vedplantedækningen er vigtige strukturindikatorer for tilgroning, og vegetationens højde er vigtig for vurderingen af hedernes successionsstadie og dermed også for mulighed for forekomst af mindre urter og laver.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Vedplantedækningen er generelt lav i de overvågede tørre heder med en gennemsnitlig dækning på 1,6 og 8,4 % for hhv. lave og høje vedplanter. I 90 % af prøvefelterne er der ikke fundet lave vedplanter. De hyppigst registrerede vedplanter er almindelig eg, almindelig røn, dun-birk, bjerg-fyr, glansbladet hæg, skovfyr, vorte-birk, gyvel og rødgran. Den gennemsnitlige vegetationshøjde på tør hede er knap 17 cm.

Udvikling

Der er et signifikant fald i dækningen af lave vedplanter på 0,5 % om året og en tilsvarende signifikant lille stigning i dækningen af høje vedplanter på 0,2 % om året i perioden 2004-2015. Det tyder på en tiltagende tilgroning på nogle stationer og fjernelse af vedplanter på andre stationer. Der er også registreret et signifikant fald i vegetationshøjden på 0,53 cm om året i perioden 2004-2015. Udviklingen vurderes som positiv, da den lavere højde medfører mere lys til mindre urter og laver, som generelt begunstiges af lavere vegetationshøjde.

Geografiske mønstre

Der er forskel på den gennemsnitlige dækning af vedplanter mellem de fire regioner. Den laveste dækning af lave vedplanter er i Vest- og Østjylland, og den højeste er på Sjælland og øerne.  Der er en større dækning af høje vedplanter i Nordjylland (ca. 13 %) og en mindre dækning i Vestjylland (under 7 %). Vegetationens gennemsnitlige højde er nogenlunde ens i hele landet.

Overvågningsdata viser endvidere, at der er en signifikant lavere dækning af høje vedplanter inden for - end uden for habitatområderne, mens der ikke er signifikant forskel i dækningen af lave vedplanter og vegetationshøjden.

Sammenfatning

Vedplantedækningen er generelt lav med gennemsnitlig 1,6 og 8,4 % for hhv. lave og høje vedplanter. Der er en større dækning af høje vedplanter i Nordjylland (ca. 13 %) og en mindre dækning i Vestjylland (under 7 %). Der er et signifikant fald i dækningen af lave vedplanter på 0,5 % om året og en tilsvarende signifikant lille stigning i dækningen af høje vedplanter på 0,2 % om året.


Tør hede er domineret af dværgbuske, og vedplantedækningen er generelt lav. Tør hede i Gjern Bakker.
Foto: Lasse Werling, MST