Aarhus Universitets segl

Kontrolovervågningsdata 2004-2015

Sammenfatning

Tilstand

Visse-indlandsklit er domineret af dværgbuske og græsser, og der er en meget høj dækning af mosser i bunden, mens laverne er sporadisk forekommende. I forhold til revling-indlandsklit (2320) og græs-indlandsklit (2330) er vegetationen relativt rig på arter og arter, der er følsomme over for næringspåvirkning og tilgroning. Hedelyng har en høj dækning, men bølget bunke er den klart mest dominerende art. Vegetationen er lavtvoksende med spredt forekomst af træer og buske, mens der er registreret invasive arter i halvdelen af prøvefelterne med stjerne-bredribbe og bjerg-fyr som de mest udbredte invasive arter. Visse-indlandsklitterne er generelt ekstremt næringsfattige med et meget lavt pH, dog tyder det gennemsnitlige kvælstofindhold i årsskud af dværgbuskene på en vis påvirkning af kvælstof fra luften.  

Udvikling

Da visse-indlandsklit først er overvåget fra 2011, er der ikke beregnet udviklingstendenser.

Geografiske mønstre

Der er nogen forskel på tilstanden af visse-indlandsklit i de to regioner, der er udlagt overvågningsstationer i. Dækningen af dværgbuske og forholdet mellem dækningen af dværgbuske og græsser er væsentlig højere i den nordjyske region, mens dækningen af hedelyng er højest i den vestjyske region. Vegetationen i den nordjyske region er generelt mere artsrig og er i højere grad domineret af nøjsomme arter (udtrykt ved Ellenbergs næringsindikator) end i den vestjyske region, hvor invasive arter og især mosarten stjerne-bredribbe er mere udbredte.

Overvågningsdata viser, at tilstanden er lidt bedre inden for - end uden for habitatområderne. Der er således signifikant flere arter og følsomme arter, en større dækning af dværgbuske og en mindre udbredelse af bjerg-fyr inden for habitatområderne.