Aarhus Universitets segl

Næringsstatus

Indlandsklitterne er opstået som følge af sandflugt, hvor de oftest mindst næringsrige dele af sandjorden sammen med humuspartikler har dannet klitter. Soleksponeringen og de specielle hydrologiske vilkår for indlandsklitter gør dem forskellige fra de flade hedesletter på grund af risiko for udtørring og fornyet sandflugt. Som for de øvrige hedetyper har indlandsklitterne ligeledes ændret sig i retning mod større græsdominans, hvilket er blevet tilskrevet ændringer i kvælstofnedfald fra atmosfæren.

Indikatorer

Næringsstatus i visse-indlandsklit er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH, kvælstofindhold i årsskud af dværgbuske samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Kvælstofindholdet i skudspidserne af dværgbuske afspejler den aktuelle kvælstofdeposition. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Den gennemsnitlige pH i jordbunden er 3,4 og dermed sammenlignelig med tør hede og revling-indlandsklit. Det gennemsnitlige kvælstofindhold i årsskud af dværgbuske er lidt over 1,5 % ligesom på tør hede, hvilket er en høj værdi.  Løvprøverne er udtaget fra revling og hedelyng. Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 2,3, hvilket er kendetegnende for ekstremt næringsfattige levesteder.

Udvikling

Da visse-indlandsklit først er overvåget fra 2011, er der ikke beregnet udviklingstendenser.

Geografiske mønstre

Der er kun udlagt overvågningsstationer med visse-indlandsklit i den nordjyske og den vestjyske region. De gennemsnitlige værdier for næringsstatus indikerer, at vegetationen i den nordjyske region i højere grad er domineret af nøjsomme arter end i den vestjyske region. Datagrundlaget vurderes at være for spinkelt til en regional opdeling af data for pH og planteprøver. 

Der er ingen signifikant forskel på indikatorernes fordeling inden for - og uden for habitatområderne.

Sammenfatning

Visse-indlandsklitterne er generelt ekstremt næringsfattige med et meget lavt pH, dog tyder det gennemsnitlige kvælstofindhold i årsskud af dværgbuskene på en vis påvirkning af kvælstof fra luften. 


Visse-indlandsklitterne er generelt ekstremt næringsfattige med en meget lavt pH værdi.
Foto: Peter Wind, AU