Indikator i kortlægningen af lysåbne naturtyper

Hvorfor kortlægges græsning, høslæt og slåning?

Flere af de lysåbne terrestriske habitatnaturtyper er afhængige af naturlige forstyrrelser, som græsning, erosion, brand og oversvømmelser, der fjerner biomasse og hindrer tilgroning med høje græsser, urter og vedplanter. Forstyrrelserne skaber og opretholder levesteder for lys- og varmekrævende arter, som eksempelvis nøjsomhedsplanter med lav konkurrenceevne.

Naturpleje i form af græsning med husdyr og høslæt efterligner de store forhistoriske dyrs græsning og fastholder lysåbne plantesamfund i tidlige successionstrin. Græsning er en naturlig proces, hvor den fysiske forstyrrelse af vegetationen er gradvis og rumligt variabel, idet nogle områder græsses mere intensivt end andre. Desuden er dyrene selektive, og der er mulighed for at udvikle øer af vedplanter og gamle solitære træer på græsningsarealerne til glæde for mange arter. Endelig efterlader dyrene gødning, som er et vigtigt levested for specialiserede insekter, biller og svampe, ligesom ”møgdyr”, som lever i kokasser og hestepærer er vigtige byttedyr for de næste led i fødekæden. Græsning har stor betydning for samspillet mellem planterne, skabelse af blottet substrat, tuer og knolde med variation i mikroklima, for spredning og kolonisering af plantearter. Bid på træer og barkskrælning hjælper svampe, insekter og epifytter med at kolonisere træerne, og senere kan det føre til hulheder til gavn for flagermus og fugle.

Ved høslæt foretages en afskæring af vegetationen (græsser, urter og vedplanter) og efterfølgende opsamling og bortfjernelse af det afslåede plantemateriale. Høslæt adskiller sig fra græsning ved at biomassen fjernes pludseligt og ensartet. Hvis høslæt gennemføres på naturlige overdrev og enge uden tilførsel af gødning, kan resultatet være meget artsrige plantesamfund med mange sjældne arter, blandt andet fordi høslættet fjerner næringsstofferne og er en effektiv måde at skabe fosforfattige miljøer på (Wassen m.fl. 2005). Men biodiversitet knyttet til nedbrydning af dyrenes ekskrementer har ikke megen glæde af høslættet, og det skaber ikke den samme rumlige variation i overfladen og vegetationsstrukturen, som græsning gør.

Ved slåning fjernes det afslåede eller knuste plantemateriale ikke fra arealerne, men efterlades på jorden. Herved efterlades naturarealerne med en lysåben og lavtvoksende vegetation, men også med et tykt førnelag i form af visne græsser og blade, som ligger oven på jorden, ligesom der ikke sker en eksport af næringsstoffer fra arealet. Ofte ligger plantematerialet i tunge, tætte klumper eller striber efter en slåning, hvor førnelaget mindsker planternes mulighed for at spire og etablere sig (Xiong & Nilsson 1999) og medfører ofte en homogenisering af vegetationen, med dominans af konkurrenceplanter, der vokser hurtigt og højt. Dette er på bekostning af de lave rosetbladede planter, mosserne og laverne, som får mindre lys og de varmeelskende arter, der mangler levesteder. Slåning kan derfor ikke betegnes som naturpleje.

Hvordan kortlægges græsning, høslæt og slåning?

Græsning vil typisk være synlig i form af synlige dyr, indhegninger, gødningsklatter, nedbidt urtevegetation og afbidte buske og træer. Høslæt (herunder kratrydning) vil ofte være synlig i form af en nedklippet, ensartet vegetationshøjde uden opvækst af vedplanter og evt. med tydelige kørespor. Slåning erkendes ved det ophobede førnelag.

I den afgrænsede polygon registreres en skønnet dækningsgrad af den samlede forvaltningsindsats, samt særskilt for græsning, høslæt og slåning i én af fem kategorier:

• 1) 0 %
• 2) 1-10 %
• 3) 10-25 %
• 4) 20-50 %
• 5) 50-100 %

Rydning af større træer og buske er engangsindgreb, der ikke registreres i kortlægningen, men kan aflæses i ændring af vedplantedækningen.