Hvid klit findes i den yderste klitrække, hvor sandet blæses op fra stranden, og længere inde i klitterne på steder, hvor vinden eroderer plantedækket og blotlægger sandet (vindbrud). I den hvide klit er plantedækket meget spredt og det bare sand meget fremtrædende pga. den konstante omlejring af sandet (heraf navnet hvid klit). Sanddæmpende foranstaltninger ødelægger den hvide klits naturlige dynamik og forstærker udviklingen mod grå/grøn klit og klithede.
Den naturlige dynamik og tilgroningsgraden i hvid klit er i NOVANA programmet dokumenteret ved vegetationens højde, dækningen af høje og lave vedplanter samt dækningen af bar jord, der alle afspejler vegetationens struktur og mængden af biomasse. Ellenbergs indikatorværdi for salinitet er med som et udtryk for planternes tilpasning til saltpåvirkning og kan dokumentere den centrale påvirkning fra havet. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt.
Tilstand
Vedplantedækningen er generelt meget lav i de overvågede hvide klitter med en gennemsnitlig dækning på 2,1 % for lave - og 0,5 % for høje træer og buske, hvor rynket rose og havtorn er de hyppigst registrerede arter. Den gennemsnitlige vegetationshøjde er 19,1 cm, og knap 30 % af prøvefelterne har en vegetationshøjde under 10 cm. Dækningen af bar jord er 19 % i gennemsnit for alle prøvefelter. I knap halvdelen af prøvefelterne er der ikke registreret bar jord, og i omtrent hvert tiende prøvefelter er mere end halvdelen af jordoverfladen blottet.
Hvid klit er karakteriseret ved at rumme arter, der er tilpasset de salte forhold. Den gennemsnitlige salinitetsværdi, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er på 2,7. Halvdelen af prøvefelterne har salinitetsværdier mellem 3 og 3,2, hvilket er karakteristisk for kystnære levesteder med en vis saltpåvirkning med arter som sand-hjælme, marehalm, strand-kvik, strand-fladbælg, strandarve og klit-svingel. Den anden halvdel af prøvefelterne har salinitetsværdier under 3, og her er arter som rød svingel, ager-svinemælk, sand-star, spyd-mælde og almindelig kongepen hyppige. Ganske få prøvefelter er udsat for en større saltpåvirkning, og her findes blandt andet strand-mælde og sandkryb.
Udvikling
Da hvid klit ikke blev overvåget i første programperiode, er det endnu ikke muligt at beregne udviklingstendenser for denne naturtype.
Geografiske mønstre
De nordjyske hvide klitter har en lavere dækning af vedplanter end i de øvrige tre regioner. Den gennemsnitlige vegetationshøjde er lavere i region Østjylland og Fyn, mens den er nogenlunde ens i resten af landet. Saltpåvirkningen er lavere i de sjællandske hvide klitter, hvilket hænger sammen med den lavere saltholdighed i havvandet i denne del af landet.
Endelig viser overvågningsdata, at der er en signifikant lavere vegetationshøjde og en højere dækning af bar jord i hvide klitter inden for - end uden for habitatområderne.
Sammenlagt tyder overvågningsdata på, at hvid klit har et relativt tæt og højtvoksende plantedække med en lav dækning af bar jord, og planterne er tilpasset påvirkningen af salt fra det unge strandsand og de tidvise sprøjt af havvand. I mangel på gode baselines kan vi ikke afgøre, om indikatorerne for naturtypens dynamik falder inden for den naturlige variationsbredde.
Invasive arter er udbredte i den hvide klit, og der er registreret rynket rose i hvert sjette prøvefelt på overvågningsstationerne.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST
