Klitheden er defineret som stabile klitter med dominans af dværgbuske. Klitheder med naturlig hydrologi rummer en meget stor variation i fugtigheden og omfatter både tørre klitter med hedelyng og revling og fugtige lavninger, der floristisk minder om våd hede (4010) med pors, mosebølle og klokkelyng. Afvanding i kystklitterne sker primært ved indvinding af grundvand. Dog kan der være udtørring pga. lokale dræn og grøfter. Sænkning af vandstanden ilter jorden og fremmer herved omsætningen af organisk stof og frigørelsen af næringsstoffer. Dette påvirker sammensætningen af karplanter mod mere kvælstof- og tørkeelskende arter. Samtidig sker der en negativ påvirkning af bl.a. de invertebrater, padder og fugle, der lever i de fugtige klitheder.
Ellenbergs indikatorværdi for fugtighed og dækningen af klokkelyng er udvalgt som indikatorer for klithedernes hydrologi.
Tilstand
Den gennemsnitlige fugtighedsværdi, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 5,7, der er kendetegnende for moderat fugtige til fugtige levesteder. Hovedparten af prøvefelterne ligger mellem 5 og 6, hvor arter som revling, hedelyng, bølget bunke, mose-bølle, almindelig engelsød og almindelig hvene har sit optimum. Men fordelingen af fugtighedsværdierne peger også på, at der er en relativt stor variation i fugtigheden i klithederne fra værdier omkring 3, der er kendetegnende for tørre levesteder med sand-star, sandskæg, tidlig dværgbunke, klit-rose og smalbladet timian, til værdier over 8, der karakteriserer våde forhold, med arter som klokkelyng, blåtop, mose-pors, hirse-star, smalbladet kæruld, smalbladet mangeløv og øret pil. Den store variation i fugtigheden gør det imidlertid vanskeligt at anvende indikatorværdien for fugtighed som direkte udtryk for klithederne tilstand. Der er registreret klokkelyng i 40 % af prøvefelterne, og den gennemsnitlige dækning er 4,3 %.
Udvikling
Der er ingen signifikante ændringer i fugtighedsværdien eller dækningen af klokkelyng i perioden 2004-2015.
Geografiske mønstre
De nordjyske klitheder adskiller sig ved en markant højere dækning af klokkelyng og en lidt højere gennemsnitlig fugtighed end i de øvrige regioner.
Der er ingen signifikant forskel i klithedernes fugtighed, men en signifikant højere dækning af klokkelyng inden for – end uden for habitatområderne.
De hvide klitter findes typisk på relativt basisk sand, der endnu ikke er udvasket og vegetationens sammensætning af arter er kendetegnende for moderat næringsrige levesteder. Der er dog en meget stor variation i jordbundens surhedsgrad og i forekomsten af næringselskende arter.
Klokkelyng findes i de fugtige klitheder. Foto: Peter Wind, AU
