Aarhus Universitets segl

Dynamik og tilgroningsgrad

Klitheden er påvirket af en række forskellige dynamiske processer, der i kombination med sure og næringsfattige forhold formår at holde klithedernes plantedække i et ungt succesionsstadium. De naturlige forstyrrelser omfatter både erosion og sandpålejring ved vindens kraft og fjernelse af biomasse ved græsning og høslæt. Modsat vil ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere klithedevegetation med træer og buske eller dominans af græsser frem for dværgbuske.

Indikatorer

Den naturlige dynamik og tilgroningsgraden i klithederne er i NOVANA programmet dokumenteret ved vegetationens højde, dækning af høje og lave vedplanter samt forekomst af græsning, der alle afspejler vegetationens struktur og mængden af biomasse.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Vedplantedækningen er generelt lav i de overvågede klitheder med en gennemsnitlig dækning på 5,9 % og 3,5 % for hhv. lave og høje træer og buske. De hyppigst registrerede vedplanter er gråris, bjerg-fyr, krybende pil, mose-pors, almindelig gedeblad, dun-birk, almindelig eg, klit-fyr, enebær, skov-fyr, rynket rose, almindelig røn og sitka-gran. Den gennemsnitlige vegetationshøjde er 16,8 cm, to ud af tre prøvefelter har en vegetationshøjde under 20 cm, og mindre end 5 procent har en vegetationshøjde over 40 cm. Endelig er der registreret tydelige tegn på græsning i 14 % af prøvefelterne.

Udvikling

Der er et signifikant fald i dækningen af lave vedplanter på 0,61 % om året og en tilsvarende signifikant stigning i dækningen af høje vedplanter på 0,18 % om året i perioden 2004-2015. Det tyder på en tiltagende tilgroning på nogle stationer og fjernelse af vedplanter på andre stationer. Der er ingen signifikante ændringer i vegetationshøjden, men et signifikant fald i udbredelsen af græsning på 0,33 % om året i perioden.

Geografiske mønstre

Hovedparten af de overvågede klitheder findes i Nord- og Vestjylland. De nordjyske klitheder adskiller sig ved en højere dækning af lave vedplanter og en mindre dækning af høje vedplanter end i de øvrige regioner. Den gennemsnitlige vegetationshøjde er nogenlunde ens i hele landet, dog er vegetationen lidt lavere i den østjyske region, hvilket kan forklares ved den meget lave og åbne vegetation i klithederne på Anholt. Græsning er mere udbredt på de relativt få sjællandske klitheder end i de øvrige landsdele.

Overvågningsdata viser endvidere, at der er en signifikant lavere dækning af høje vedplanter og mere udbredt græsning i klithederne inden for - end uden for habitatområderne.  

Sammenfatning

Sammenlagt viser overvågningsdata, at vegetationsdækket i klithederne holdes lavt, selvom det kun undtagelsesvis bliver græsset med husdyr. Det er uvist hvor stor en andel af klithederne, der holdes i et tidligt successionsstadium som følge af brand eller vilde græssere, fx krondyr.


Græsning på klithede bidrager til at holde plantedækket i et ungt succesionsstadie. Foto: Sebastian Johnshøj


Lysåben klithede med dominans af dværgbuske og lav dækning af vedplanter. Overvågningsstation på Rømø. Foto: Naturstyrelsen Vadehavet