Aarhus Universitets segl

Strukturindikatorer

Strukturindekset er beregnet ud fra feltobservationer af en række indikatorer, der afspejler vegetationens struktur og påvirkningsfaktorer. Det gælder forekomsten af invasive plantearter, græsning/høslæt og en række naturtypekarakteristiske strukturer, modifikationer af hydrologi og kystdynamik samt landbrugsmæssige påvirkninger. Strukturindikatorernes udbredelse på de kortlagte arealer er registreret i kategorier, der hver især tildeles en score i forhold til den optimale fordeling for naturtypen. Eksempelvis er den optimale tilstand i klitlavning en moderat dækning af lave og middelhøje græsser og urter samt en lav dækning af høje græsser og urter (se Tabel 9-12 i Fredshavn og Ejrnæs 2009). Desuden vægtes indikatorerne indbyrdes i forhold til deres betydning for en gunstig tilstand for naturtypen. I klitlavning tillægges forekomsten af vedplanter, invasive plantearter, afvanding, kystsikring samt de naturtypekarakteristiske strukturer en relativt stor betydning for om strukturtilstanden er gunstig (se Tabel 2190.105).

Strukturindikatorernes gennemsnitlige scorer i de tre kortlægningsrunder, og dermed afvigelsen fra en optimal strukturtilstand, er vist i Tabel 2190.105. Det er primært dækning af vedplanter, invasive plantearter, tegn på kystsikring, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

For hovedparten af indikatorerne er de gennemsnitlige scorer ikke væsentligt forskellige i de tre kortlægningsperioder, eller også er der ingen entydig trend. Det mindre fald i strukturindekset kan således ikke tilskrives enkelte indikatorer med en tydelig trend, men snarere kombinationen af indikatorer. Der er en lille stigning i scoren græsning, hvilket afspejler indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen. Da det kortlagte areal med naturtypen stiger fra første til anden kortlægningsperiode (se Tabel 2190.101), kan ændringerne i scorerne ikke umiddelbart tages som udtryk for det fulde omfang af forandringerne i naturtypens strukturelle tilstand.

  Fordelingen af strukturindikatorerne for den seneste kortlægning er vist i Figur 2190.103. Naturlige forstyrrelser, i form af græsning, oversvømmelser og vindens omlejring af sandet, formår i nogen grad at skabe og fastholde åbninger i vegetation i de kortlagte klitlavninger. Således har 40 % af arealet en dækning af bar jord på mere end 5 %. Laver forekommer meget sporadisk og mosserne er kun lidt mere udbredte end laverne, mens der er registreret tørvemosser med en dækning over 5 % på mere end halvdelen af det kortlagte areal. Græs- og urtevegetationen er relativ tæt og middelhøje græsser og urter har en høj dækning på godt en tredjedel af arealet. Vedplantedækningen er relativt lav og invasive plantearter er spredt forekommende (se også Tabel 2190.104). Omtrent en fjerdedel af arealet er græsset og meget få arealer er forvaltet med høslæt eller slåning. Der er tegn på afvanding i form af perifere og dårligt fungerende grøfter på en fjerdedel af arealet med klitlavning. Der er ikke er registreret tydelig eutrofiering fra direkte gødskning og tilskudsfodring samt randpåvirkninger fra tilstødende marker og kun tegn begrænsninger af den naturlige kystdynamik på en lille andel af klitlavningerne. Omfanget af historisk og nutidig næringsstofbelastning, betydningen af begrænsninger i den naturlige kystdynamik og effekterne af afvanding og vandindvinding på de hydrologiske forhold er vanskeligt at vurdere og i særdeleshed, når vurderingerne skal gøres i felten og på luftfotos samt på den skala kortlægningen foretages på. Vurderingerne af effekterne på habitattyperne vil derfor være forbundet med stor usikkerhed og vil sandsynligvis være underestimeret. Vurdering af tilgroning er lettere at foretage og dokumentere i felten baseret på ophobet plantemateriale og kolonisering af buske og træer.    


Naturtypekarakteristiske strukturer

Som en del af strukturtilstanden er registreret en række positive og negative naturtypekarakteristiske strukturer, der er specifikke for den enkelte naturtype (link). Stor udbredelse af positive strukturer indikerer, at klitlavningerne har frie dynamiske processer (i form af græsning, sandpålejring og erosion) og er relativt upåvirkede af kulturindgreb i form af eutrofiering, afvanding, reduktion af kystdynamik eller tilgroning. Stor udbredelse af negative strukturer indikerer, at klitlavningerne er stærkt kulturpåvirkede og at de dynamiske processer er begrænsede, eksempelvis i form af kystsikring.

Der er registreret en noget større udbredelse af positive end negative naturtypekarakteristiske strukturer i klitlavning (Figur 2190.104). Oversvømmede og våde partier er den klart mest udbredte positive struktur, mens monoton og artsfattig vegetation uden amfibiske arter og dækning af vedplanter er de hyppigst registrerede negative strukturer.