Aktiv højmose er en ekstremt næringsfattig naturtype. Næringsbelastning i aktive højmoser med en intakt hydrologi forekommer udelukkende i form af atmosfærisk deposition. Men afvanding kan medføre intern eutrofiering ved omsætning af tørven og indvandring af arter, som sætter yderligere skub i næringsberigelsen.
Næringsstatus i aktiv højmose er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH i vandet, kvælstof- og fosforindholdet i løvet, N/P ratio i løvet samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Kvælstof og fosforindholdet i løvet af tørvemosser afspejler næringsstatus i systemet og kan indikere atmosfærisk deposition, intern næringsstofomsætning og eventuel jordfygning. Ellenbergs indikatortal for næringsstatus kan bruges til at evaluere, om tilstanden er ekstremt næringsfattig og stabil, som man må forvente i en aktiv højmose, som kun modtager næring via regnvand.
Tilstand
pH i jordvandet i aktiv højmose ligger i gennemsnit på 4,0, og stort set alle målinger ligger mellem 3,4 og 4,6. Aktiv højmose hører dermed til blandt de mest sure naturtyper i Danmark.
Der er målt et gennemsnitligt kvælstofindhold i tørvemos på 1,2 %, og tre ud af fire målinger ligger under 1 % kvælstof. Dette vurderes at svare til kvælstofniveauet i tørvemosser fra relativt upåvirkede lokaliteter i Danmark. Godt en tiendedel af målingerne ligger over 1,4 %, hvilket tyder på en relativt stor påvirkning af kvælstof fra luften. Planteprøverne er primært udtaget for brodspids-tørvemos (Sphagnum fallax) og rød tørvemos (Sphagnum magellanicum).
Det gennemsnitlige fosforindhold i løvet af tørvemosser ligger på 0,05 %, og ratioen mellem kvælstof og fosfor ligger på 28 med en relativt stor spredning af målingerne fra 10 til 60. Det tyder således på, at tilgængeligheden af fosfor er lav sammenligneligt med kvælstof, og at de aktive højmoser er stærkt fosforbegrænsede. Omtrent en tiendedel af prøverne har en N/P ratio under 14, hvilket indikerer, at kvælstof er begrænsende for planternes vækst (Güsewell m.fl. 2003).
Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 1,3, hvilket er kendetegnende for ekstremt næringsfattige levesteder. Halvdelen af prøvefelterne har en gennemsnitlig indikatorværdi på under 1,2, hvilket tyder på, at ekstremt næringsfattige partier med arter som tranebær, tue-kæruld, klokkelyng, smalbladet kæruld, rosmarinlyng, revling, hvid næbfrø, rundbladet soldug og multebær udgør en væsentlig andel af naturtypens areal.
Udvikling
Der er ingen signifikante ændringer i jordbundens surhedsgrad, næringsindikatorerne og tørvemossernes indhold af kvælstof i perioden 2004-2015. Da fosforindholdet og ratioen mellem kvælstof og fosfor i tørvemosserne kun har været overvåget siden 2011, er det endnu ikke muligt at beregne, om der er sket en ændring over tid.
Geografiske mønstre
Der er ikke væsentlige forskelle i vegetationens næringsbelastning (udtrykt ved Ellenbergs næringsindikator) i de fire regioner. I den nordjyske region, hvor der pga. Lille Vildmose er udlagt flest overvågningsstationer, er der dokumenteret et lavere indhold af både kvælstof og fosfor i tørvemosserne, og ratioen mellem kvælstof og fosfor er højere end i den østjyske region, hvilket tyder på en lavere påvirkningsgrad i Nordjylland.
Da der er udlagt relativ få stationer uden for habitatområderne, har det ikke været muligt at beregne, om der er forskel på næringsstatus i aktive højmoser inden for - og uden for habitatområderne.
Indikatorerne for næringsstatus tyder på, at højmoserne som forventet er ekstremt næringsfattige, og at tilstanden er stabil.
Næringsstatus på højmoserne er ekstremt lav og ret stabil. Der er dog også en relativt udbredt forekomst af græsser, hvilket er tegn på en øget tilgængelighed af næringsstoffer.
Foto: Peter Wind, AU
