Kildevæld er generelt en relativt artsrig naturtype med en høj dækning af bredbladede urter og arter, der er følsomme overfor afvanding, næringspåvirkning og tilgroning, samt en begrænset udbredelse af invasive arter. Vegetationen på de fleste kildevældslokaliteter er relativt åben og lavtvoksende med en begrænset opvækst af vedplanter, og græsning er relativt udbredt i de lysåbne kildevæld. En stor del af kildevældene er domineret af konkurrencestærke urter som stor nælde, lav ranunkel og almindelig mjødurt, hvilket indikerer en tydelig næringspåvirkning af kildevældene, og at de er langt mere næringsrige end det er optimalt for typen. Kildevældene er permanent fugtige/våde levesteder, hvor frit kildevand udgør en relativt lille andel af naturtypens areal, og kun en lille del af kildevældene er domineret af mosser.

Der er tegn på en forværring af tilstanden i kildevæld i perioden 2004-2015. Således er der registreret et signifikant fald i antallet af arter og arter, der er følsomme overfor afvanding, eutrofiering og tilgroning, hvilket antyder en negativ udvikling i artssammensætningen i kildevæld. Stigningen i vegetationshøjde og ændringerne i omfanget af græsning på overvågningsstationerne er også tegn på en negativ udvikling for kildevældene.  Endelig tyder stigningen i kvælstofindholdet i kærmosser på, at tilstanden er i forværring, og at eutrofiering er en af de store udfordringer for at opnå en gunstig tilstand i kildevæld.

Der er væsentlige forskelle på tilstanden af kildevæld i de fire regioner, der er udlagt overvågningsstationer i. I den østjyske og fynske region, hvor hovedparten af prøvefelterne findes, er kildevældene karakteriseret ved en relativt lille udbredelse af invasive arter. I den sjællandske region er der registreret væsentlig flere arter, der er meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering, og tilgroning og de bredbladede urter fylder mindre. På Sjælland og øer er kildevældene mere kalkholdige, men også mindre våde end i de øvrige dele af landet.  Her er endvidere en større dækning af vedplanter, formodentlig fordi en større andel af kildevældene ligger i skov, og de invasive arter er væsentlig mere udbredte. De nordjyske kildevæld er domineret af græsser, og der er en lavere dækning af mosser samt en højere gennemsnitlig højde i urtevegetationen. Her er en væsentligt mindre dækning af høje vedplanter (færre skovkilder), og vegetationen er tilpasset mere våde forhold end i de øvrige tre regioner. I Vestjylland, hvor der er udlagt få stationer, er kildevældene karakteriseret ved en relativt høj artsrigdom og en mindre andel næringselskende arter i vegetationen (udtrykt ved Ellenbergs næringsindikator og næringsratio). Der er en høj dækning af mosser, der har et lidt højere indhold af kvælstof i skudspidserne. Selvom græsning er mindre udbredt end i de øvrige tre regioner er vegetationen ikke højere end gennemsnittet for hele landet.

Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige forskelle i tilstanden inden for - og uden for habitatområderne. Dog er der registreret et signifikant større antal arter, der er meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering og tilgroning inden for - end uden for habitatområderne og ligeledes en signifikant lavere dækning af bredbladede urter, der i kildevæld primært udgøres af høje og konkurrencestærke arter.