Aarhus Universitets segl

Artssammensætning

Nedbrudt højmose er højmoser som ikke længere har naturlig hydrologi, aktiv tørveopbygning og adskillelse mellem højmosefladen og underliggende jord og grundvand. Arealer, som vurderes at kunne genoprettes som aktiv højmose, er udpeget som nedbrudt højmose. Bevaringsstatus er pr. definition ugunstig, og målsætningen er genopretning til 7110, aktiv højmose.

Indikatorer

Artssammensætningen i nedbrudt højmose er i NOVANA dokumenteret ved antal arter samt antal arter, der er følsomme og meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering eller tilgroning. De nedbrudte højmosers tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af laver, tørvemosser, græsser, halvgræsser og dværgbuske. Endelig er den samlede udbredelse af invasive arter inddraget som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter - også på længere sigt.

Resultater 2004-2015

Tilstand            

Der er i gennemsnit registreret 9 plantearter i 5 m cirklerne i nedbrudt højmose, og i knap hvert tiende felt er der mere end 15 arter. De hyppigst registrerede arter er blåtop, tue-kæruld, dun-birk og hedelyng.

Der er i gennemsnit registreret 5,4 arter, der er følsomme overfor kulturpåvirkning i form af afvanding, eutrofiering eller tilgroning, hvoraf tue-kæruld, hedelyng, klokkelyng og smalbladet mangeløv er de hyppigst registrerede arter. 

Der er i gennemsnit i 5 m cirklerne registreret 0,3 karplanter i nedbrudt højmose, der er meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering eller tilgroning, og i tre ud af fire felter er der ikke fundet meget følsomme arter. De hyppigst registrerede meget følsomme arter er tormentil, rundbladet soldug, hvid næbfrø og tue-kogleaks.

I nedbrudt højmose er en fjerdel af jordoverfladen dækker af tørvemosser med brodspids-tørvemos (Sphagnum fallax), frynset tørvemos (Sphagnum fimbriatum), pjusket tørvemos (Sphagnum cuspidatum), kohorns-tørvemos (Sphagnum rubellum) og almindelig tørvemos (Sphagnum palustre) som de hyppigst registrerede arter, mens laverne har en samlet dækning på blot 0,1 %. Græsser i form af blåtop, bølget bunke og eng-rørhvene er udbredte i vegetationen med en samlet dækning på 40 %. Tue-kæruld, smalbladet kæruld, lyse-siv, almindelig star og de øvrige halvgræsser har en samlet dækning på 37 %. Hedelyng, klokkelyng, revling, tranebær, rosmarinlyng og de øvrige dværgbuske dækker sammenlagt 22 % af jordoverfladen. Bredbladede urter dækker blot 2 %.

Der er registreret invasive arter på en femtedel af arealet med nedbrudt højmose, og de hyppigste invasive arter er stjerne-bredribbe (6%), sitka-gran (5 %), hvid-gran, bjerg-fyr og glansbladet hæg (2 %).

Udvikling

Da nedbrudt højmose først er overvåget fra 2011, er der ikke beregnet udviklingstendenser.

Geografiske mønstre

Der er ikke væsentlige forskelle i artsrigdommen i de fire regioner. I den nordjyske og østjyske region er dækningen af græsser relativt lav, mens dækningen af halvgræsser er høj. I Nordjylland er der en relativt lav dækning af tørvemosser. Dækningen af dværgbuske er højere i den vestjyske og østjyske region. I den sjællandske region, hvor der er udlagt ganske få overvågningsstationer, er invasive arter mere udbredte end i de øvrige tre regioner

Sammenfatning

Sammenlagt viser overvågningsdata, at vegetationen i nedbrudt højmose generelt er domineret af tørvemosser, halvgræsser og dværgbuske, men at der er en relativt udbredt forekomst af græsser og invasive arter, hvilket tyder på, at højmosernes hydrologi og ekstremt næringsfattige vækstforhold er modificeret ved afvanding. I sammenligning med aktive højmoser er dækningen af tørvemosser, halvgræsser og dværgbuske relativt lav, mens græsser er langt mere udbredte, og der er væsentligt færre arter, der er meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering eller tilgroning.


Græsser i form af blåtop (foto), bølget bunke og eng-rørhvene er udbredte i vegetationen på nedbrudt højmose med en samlet dækning på 40 %.
Foto: Peter Wind, AU