Aarhus Universitets segl

Hydrologi

Nedbrudte højmoser er højmosepartier, der har fået forstyrret deres naturlige hydrologi, men hvor ødelæggelserne ikke er mere omfattende, end at det er muligt at genoprette højmosens vandbalance og genskabe en aktiv tørvedannelse inden for en begrænset periode. Den naturlige hydrologi på de tidligere aktive højmoser er typisk ødelagt ved menneskelige aktiviteter på højmosefladen eller i det omgivende landskab. Det kan både være i form af lokal tørveskrælning og -gravning, afvanding ved drænrør og drængrøfter, men også vandindvinding til drikkevand og markvanding, der fører til en sænkning af grundvandsspejlet i det omgivende landskab, kan forstyrre højmosernes hydrologi.

Indikatorer

En detaljeret beskrivelse af de hydrologiske forhold på overvågningsstationerne er meget ressourcekrævende og ligger uden for NOVANA programmets rammer. Naturtypens hydrologi er derfor dokumenteret ved dækningen af blankt vand ud fra pinpoint-data og en estimeret vanddækning i 5 m cirklerne samt Ellenbergs indikatorværdi for fugtighed. Dækningen af blankt vand og vanddækningen i 5 cirklen er udtryk for vandstanden på overvågningstidspunktet. Vandstanden varierer betragteligt over året og mellem tørre og våde år og vil kunne ændre sig brat ved øget eller mindsket afvanding. Ellenbergs indikatorværdi for fugtighed er et udtryk for vegetationens tilpasning til de hydrologiske forhold på voksestedet og fordelingen mellem våde og tørre partier på højmosefladen.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Der er registreret en meget sporadisk forekomst af blankt vand i prøvefelterne på nedbrudt højmose (1,1 %), og vanddækningen i 5 m cirklerne er i gennemsnit på godt 5 %, hvilket indikerer, at de åbne vandflader er meget spredt forekommende i prøvefelterne på de nedbrudte højmoser. Ved udlægningen af prøvefelter er foretaget en fravælgelse af permanent vanddækkede overflader, og den registrerede dækning af høljer og åbne vandflader vil derfor være et underestimat af deres reelle omfang på overvågningsstationerne (se her).

Den gennemsnitlige fugtighedsværdi, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 7,7, hvilket er sammenlignelig med fugtighedsværdierne for aktiv højmose (7,8). Fugtighedsværdierne spreder sig fra 5, der er kendetegnende for moderat fugtige levesteder (med hedelyng, revling og bølget bunke) til 9,5, der karakteriserer våde og vandmættede forhold med tranebær, smalbladet kæruld og rosmarinlyng. Mere end to tredjedele af arealet er dog domineret af arter med præference for permanent fugtige til våde levesteder (fugtighedsværdi mellem 7 og 8,5). Ellenbergs fugtighedsværdi er udelukkende beregnet ud fra vegetationens sammensætning af karplanter, og tørvemossernes præferencer indgår ikke i analysen. Fordelingen af fugtighedsværdierne peger på, at der er en meget stor variation i fugtigheden på nedbrudte højmoser, hvilket afspejler, at der forekommer både våde og relativt tørre partier. Den store variation i fugtigheden gør det vanskeligt at anvende indikatorværdien for fugtighed som direkte udtryk for de nedbrudte højmosers tilstand.

Udvikling

Da nedbrudt højmose først er overvåget fra 2011, er der ikke beregnet udviklingstendenser.

Geografiske mønstre

I Østjylland og på Fyn er der dokumenteret et større areal med blankt vand og vanddækning end i resten af landet. I den sjællandske region, hvor der er udlagt ganske få overvågningsstationer, er vegetationen tilpasset mindre våde forhold.

Der er ingen signifikant forskel på den gennemsnitlige fugtighedsindikator, dækningen af blankt vand i prøvefeltet og den estimerede vanddækning i 5 m cirklerne inden for - og uden for habitatområderne.

Sammenfatning

Sammenlagt viser overvågningsdata, at vegetationen er domineret at planter med præference for fugtige til vandmættede forhold, og at åbne vandflader i form af søer og høljer er spredt forekommende på de nedbrudte højmoser. Da der ved udlægningen af prøvefelter er foretaget en fravælgelse af permanent vanddækkede overflader, vil den registrerede dækning af høljer og åbne vandflader være et underestimat af deres reelle omfang på de aktive højmoser. Der er ikke nogen af de hydrologiske indikatorer, som tyder på, at afvandingen af de nedbrudte højmoser er større end på de aktive højmoser. Alligevel kan der være sket hydrologiske modifikationer ved tørvegravning, eutrofiering og tilgroning af højmoserne. Tidligere dræning kan også have medført en hel eller delvis omsætning af tørvelaget.


Nedbrudte højmoser er højmosepartier, der har fået forstyrret deres naturlige hydrologi. Her er ødelæggelserne ikke mere omfattende, end at det er muligt at genoprette højmosens vandbalance og genskabe en aktiv tørvedannelse inden for en begrænset periode.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST