Aarhus Universitets segl

Næringsstatus

Nedbrudt højmose er en ekstremt næringsfattig naturtype. En lav og åben vegetation med mulighed for opretholdelse af en divers flora forudsætter en begrænset tilgængelighed af næringsstoffer. Næringsbelastning i højmoser forekommer typisk via atmosfærisk deposition, men eftersom nedbrudte højmoser ofte er eller har været afvandet, vil de tillige ofte være påvirket af næringsstoffer fra de øvre grundvandsmagasiner, næringsrigt overfladevand og drænvand fra omkringliggende marker.

Indikatorer

Næringsstatus i nedbrudt højmose er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH i vand, kvælstofindhold i løv samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof. N i løv ikke en del af metoden for 7120, men der er alligevel 91 målinger fra 2011-2014, som vi har analyseret sammen med de øvrige indikatorer. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle nedbrydning samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Kvælstofindholdet i tørvemosser afspejler den aktuelle næringsstatus i habitattypen. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt. Tørvemosser indgår ikke i beregningerne af næringsindikatoren. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering.

Resultater 2004-2015

Tilstand

pH i jordvandet i nedbrudt højmose ligger i gennemsnit på 4,4, og to ud af tre målinger ligger mellem 3,5 og 4,5. Nedbrudt højmose hører dermed til blandt de mest sure naturtyper i Danmark. Godt en sjettedel af prøverne har en pH-værdi over 5.

Der er målt et gennemsnitligt kvælstofindhold i tørvemos på 1,1 %, og to ud af tre målinger ligger under 1 % N. Dette vurderes at svare til kvælstof-niveauet i tørvemosser fra relativt upåvirkede lokaliteter i Danmark. Omtrent en ottendedel af målingerne ligger over 1,4 %, hvilket tyder på en relativt stor påvirkning af kvælstof fra luften. Planteprøverne er næsten udelukkende udtaget for brodspids-tørvemos (Sphagnum fallax).

Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 1,9, hvilket er kendetegnende for ekstremt næringsfattige levesteder. Tre ud af fem prøvefelter har en gennemsnitlig indikatorværdi under 2, hvilket tyder på at ekstremt næringsfattige partier med arter som blåtop, tue-kæruld, hedelyng, klokkelyng, revling, smalbladet kæruld, tranebær og rosmarinlyng, som udgør en væsentlig andel af naturtypens areal. Omtrent 10 % af prøvefelterne har en gennemsnitlig indikatorværdi over 3, hvilket typisk er tilgroede moser, hvor arter som dun-birk, smalbladet mangeløv, rødgran, tørst, almindelig røn, vorte-birk og hindbær er hyppige.

Udvikling

Da nedbrudt højmose først er overvåget fra 2011, er der ikke beregnet udviklingstendenser.

Geografiske mønstre

Der er ikke væsentlige forskelle i vegetationens næringsbelastning (udtrykt ved Ellenbergs næringsindikator) i de fire regioner. I den nordjyske region er dokumenteret et højere pH i jordvandet end i resten af landet.

Der er ingen forskel på de undersøgte indikatorers fordeling inden for - og uden for habitatområderne.

Sammenfatning

Selvom artssammensætningen i de nedbrudte højmoser indikerer, at naturtypen er ekstremt næringsfattig, viser overvågningsdata, at der er en relativt stor påvirkning af kvælstof fra luften.


En væsentlig andel af naturtypens areal udgøres af ekstremt næringsfattige partier med arter som blåtop, tue-kæruld, hedelyng, klokkelyng, revling, smalbladet kæruld (foto), tranebær og rosmarinlyng.
Foto: Peter Wind, AU