En lav og åben rigkærsvegetation med mulighed for opretholdelse af en artsrig flora forudsætter en begrænset tilgængelighed af næringsstoffer. Næringsbelastning i rigkær forekommer enten i form af direkte gødskning, via atmosfærisk deposition eller afdrift fra omkringliggende dyrkede marker. Det er ikke tilladt at gødske eller omlægge rigkær, men det kan være sket historisk for at forbedre græsningen, og da vil der som oftest have fundet afvanding sted samtidigt. Eutrofiering i rigkær kan både ske ved ekstern tilførsel af næring med luft eller vand fra højere liggende marker, eller det kan ske ved intern omsætning af tørven og frigivelse af næringsstoffer – typisk efter dræning, men der kan også ske en intern frigivelse af fosfor efter tilførsel af kvælstof med drænvand.
Næringsstatus i rigkær er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH i vandet, mængden af plantetilgængeligt fosfat i jordbunden (fosfortallet), kvælstof- og fosforindholdet i løvet, N/P ratio i løvet samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. En høj koncentration af plantetilgængeligt fosfor indikerer en tidligere eller nuværende gødningspåvirkning, som vil kunne påvirke rigkærsvegetationens sammensætning af arter. Kvælstofindholdet og fosforindholdet i spidserne af kærmosser afspejler den aktuelle næringsstatus. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering.
Tilstand
Den gennemsnitlige pH målt direkte i jordvandet er på 6,8, og hovedparten af målingerne ligger omkring 7, hvilket peger på, at jordbunden i rigkær generelt er relativt kalkholdig. Der er kun ganske få prøvefelter med pH over 8. I perioden 2004-2010 er foretaget laboratorieanalyser af pH ved opslemning af tørret jord i en CaCl-opløsning. Den gennemsnitlige pH-værdi er her væsentlig lavere med et gennemsnit på 6,2 på de overvågede stationer. Da de vilkår, der betinger et forsuringsniveau, er forskellige i jord og vand, kan direkte feltmålinger af jordvand og laboratoriemålinger af jord i en CaCl-opløsning ikke umiddelbart sammenlignes.
Sammenlignet med overdrevene er der i rigkær registreret relativt høje mængder af plantetilgængeligt fosfor i jordbunden med 3,2 mg P pr. 100 g jord i gennemsnit. Det hænger sammen med, at organiske jorder har et naturligt højt indhold af plantetilgængeligt fosfor. Der er en meget stor spredning i de målte mængder af plantetilgængeligt fosfor i rigkærene, og knap halvdelen af målingerne ligger over 4 mg P pr. 100 g jord, mens mindre end 10 % har mindre end 1 mg P. Det er svært at vurdere, i hvilket omfang variationen skyldes opdyrkning og gødskning.
Der er målt et gennemsnitligt kvælstofindhold i skudspidserne på udvalgte kærmosser på 1,7 %, hvilket tyder på en vis eutrofiering. Knap en femtedel af planteprøverne har et kvælstofindhold over 2 %, hvilket tyder på eutrofieret vegetation. Løvprøverne er primært udtaget fra spids spydmos (Calliergonella cuspidata), men også fra almindelig kortkapsel (Brachythecium rutabulum) og plænekransemos Rhytidiadelphus squarrosus.
Det gennemsnitlige fosforindhold i skudspidserne af kærmosser ligger på 0,2 %, og ratioen mellem kvælstof og fosfor ligger på 9 med en relativt stor spredning af målingerne fra 4 til 20. Det tyder således på, at tilgængeligheden af fosfor er høj sammenlignet med kvælstof, og at rigkærene generelt er kvælstofbegrænsede. Under en tiendedel af målingerne ligger over 16, hvilket tyder på, at ganske få rigkærslokaliteter er fosforbegrænsede, mens langt hovedparten af målingerne har en N/P ratio under 14, hvilket indikerer, at kvælstof er begrænsende for planternes vækst (Güsewell m.fl. 2003).
Den gennemsnitlige næringsratio, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 0,79, og knap halvdelen af prøvefelterne har en næringsratio over 0,8. Rigkær i optimal tilstand har en næringsratio mellem 0,6 og 0,7. Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 4,6, hvilket er kendetegnende for moderat næringsrige levesteder. Der er en meget stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi i de overvågede rigkær. De spænder fra relativt næringsfattige rigkær med en indikatorværdi på 3, med arter som kær-dueurt, kær-padderok, glanskapslet siv, næb-star, kragefod og hirse-star, til næringsrige rigkær med en indikatorværdi på 7, hvilket typisk er gødskede og tørre arealer, hvor lav ranunkel, stor nælde, burre-snerre, stortoppet hvene, eng-rævehale og almindelig kvik er hyppige, og våde arealer med lådden dueurt, hjortetrøst, sideskærm, bredbladet dunhammer, rørgræs, bittersød natskygge og høj sødgræs.
Udvikling
Der er en signifikant stigning i kvælstofindholdet i spidserne af kærmosser på 0,01 % og i Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof på 0,02 enheder om året i perioden 2004-2015. Da der er skiftet metode i prøvetagningen, har det ikke været muligt at beregne, om der er en signifikant udvikling i jordvandets pH i perioden. Det har ikke været muligt at beregne, om der er en signifikant udvikling i fosfortallet og N/P ratioen i perioden.
Geografiske mønstre
I den sjællandske region er målt et lavere indhold af fosfor i skudspidserne af kærmosserne og en højere ratio mellem kvælstof og fosfor, hvilket tyder på, at rigkærslokaliteterne her i højere grad er fosforbegrænsede end i resten af landet. I Vest- og Nordjylland udgør arter knyttet til næringsfattige levesteder en større andel af vegetationen end i de to øvrige regioner, men når der vægtes for jordbundens surhedsgrad, er der ikke forskel i vegetationen næringsbelastning (udtrykt ved næringsratioen) i de fire regioner. De vestjyske rigkær er mindre kalkrige end i de øvrige dele af landet.
Overvågningsdata viser, at der er en signifikant lavere gennemsnitlig næringsratio og Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof samt et lavere indhold af kvælstof i mosserne inden for - end uden for habitatområderne, mens der ikke er forskel på jordvandets pH og mængden af plantetilgængeligt fosfor i jordbunden.
Rigkær rummer en stor variation i pH og næringsstofstatus, og generelt er en væsentlig del af forekomsterne noget præget af intern eller ekstern eutrofiering. Stigningen i kvælstof i løv og Ellenbergs næringsstoftal er udtryk for en negativ udvikling i tilstanden i rigkær.
Rigkær rummer en stor variation i pH og næringsstofstatus, og generelt er en væsentlig del af forekomsterne noget præget af intern eller ekstern eutrofiering.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST
