Aarhus Universitets segl

Dynamik og tilgroning

I optimal tilstand er vegetationen i kalkoverdrev åben og lav med spredt opvækst af græsningstolerante træer og buske.

Kalkoverdrev er påvirket af en række forskellige dynamiske processer, der bidrager til at holde vegetationen lav og åben. Kalkoverdrev forekommer ofte på skrænter ved kysterne, og derfor sker der blottelse af bar jord ved nedskridninger og fjernelse af biomasse ved græsning eller evt. høslæt. Modsat vil en næringsbelastning og manglende græsning øge biomasseproduktionen og tilgroningen med en højere og tættere overdrevsvegetation.

Indikatorer

Den naturlige dynamik og tilgroningsgraden på kalkoverdrev er i NOVANA programmet dokumenteret ved dækningen af vedplanter og bar jord, vegetationens højde samt forekomsten af græsning, der alle afspejler vegetationens struktur og mængden af biomasse.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Vedplantedækningen er generelt ret lav på de overvågede overdrev med en gennemsnitlig dækning på hhv. 3 og 9 % for lave og høje vedplanter. I 60 % af prøvefelterne er der ikke registreret vedplanter, og en meget beskeden andel af overdrevsarealet er massivt tilgroet med høje træer og buske. Det tyder på, at de græsningstolerante buske og træer findes som enkeltstående eller i mindre grupper. De hyppigst registrerede vedplanter er engriflet hvidtjørn, slåen, glat hunde-rose, mirabel, almindelig eg, ask, ahorn, almindelig hyld, blågrøn rose, seljerøn og skov-elm.

Den gennemsnitlige vegetationshøjde er omkring 20 cm, og mindre end 10 % af prøvefelterne har en vegetationshøjde over 40 cm.

I gennemsnit er 1,3 % af jordoverfladen på kalkoverdrev blottet og vegetationsløs, hvor nye arter og individer kan spire frem fra frøbanken og etablere sig. I mere end 90 % af prøvefelterne er der en sluttet vegetation uden blottet bund.

Der er registreret tydelige tegn på græsning i knap halvdelen af prøvefelterne.

Udvikling

Der er en signifikant stigning i vegetationshøjden på 0,4 cm om året og i dækningen af høje vedplanter på 0,3 % om året i perioden 2004-2015, mens der ikke er signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for naturtypens dynamik og tilgroningsgrad.

Geografiske mønstre

I den nordjyske region er græsning er mere udbredt, mens der er en større dækning af høje vedplanter i de to østlige regioner. På de relativt få overvågningsstationer i den vestjyske region er der en væsentlig højere vegetation end i resten af landet.

Overvågningsdata peger endvidere på, at der er mere udbredt græsning inden for habitatområderne end uden for, mens der ikke er signifikant forskel på de øvrige indikatorer for naturtypens dynamik og tilgroningsgrad.

Sammenfatning

Vegetationen på kalkoverdrev er relativt lav, vedplanter optræder kun sporadisk og græsning er relativt udbredt. Stigningen i vegetationshøjde og dækningen af høje vedplanter er dog tegn på en negativ udvikling.


Der er en signifikant stigning i dækningen af høje vedplanter, og rynket rose og bjerg-fyr er blandt de mest udbredte invasive arter. Kalkoverdrev ved Issehoved på Samsø.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST