Aarhus Universitets segl

Naturtilstand

Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 55 % af arealet med tørt kalksandsoverdrev og 49 % af forekomsterne med naturtypen har høj eller god naturtilstand (se Figur 6120.102). Ingen arealer har dårlig naturtilstand, mens 3 % af arealet og 9 % af forekomsterne har ringe naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstand er på 0,59 for de 68 forekomster med tørt kalksandsoverdrev (Tabel 6120.102). Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har ikke medført væsentligt ændringer i den gennemsnitlige tilstand (Figur 6120.102 og Tabel 6120.102). Figur 6120.101 viser andelen af de tørre kalksandsoverdrev i høj eller god naturtilstand i de 19 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen. 

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand. Det er tydeligt at strukturtilstanden på tørt kalksandsoverdrevene har trukket naturtilstanden op, mens artstilstanden er markant lavere. Således har 86 % af arealet høj eller god strukturtilstand, mens blot 49 % har en artstilstand i en af de to bedste tilstandsklasser. Det ses også af de gennemsnitlige indeksværdier, der ligger på hhv. 0,70 og 0,53 (Tabel 6120.102). Det gennemsnitlige naturtilstandsindeks (Tabel 6120.102) falder gennem de tre kortlægninger, særligt fra første til anden kortlægning og der et tilsvarende fald i andelen af arealet i høj eller god naturtilstandsklasse (Figur 6120.102). Disse ændringer dækker over et lille fald i det gennemsnitlige strukturindeks, men samtidig en lille stigning i andelen af arealet i de to bedste strukturtilstandsklasser (se også afsnit om strukturindikatorerne). Der er til gengæld et tydeligt fald i det gennemsnitlige artsindeks og et tilsvarende fald i andelen af arealet i høj og god artstilstand fra første til anden kortlægning. Da det kortlagte areal med tørt kalksandsoverdrev er øget væsentligt fra første til anden kortlægning, kan de gennemsnitlige ændringer ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne.    

Figur 6120.101. Fordelingen af de kortlagte arealer på de fem tilstandsklasser (høj, god, moderat, ringe og dårlig) for naturtypen tørt kalksandsoverdrev (øverst) og en valgbar naturtype eller alle de lysåbne terrestriske naturtyper samlet (nederst). Til venstre er vist naturtypens naturtilstand, i midten strukturtilstanden og til højre artstilstanden. Tilstandsklasserne er vist for 1) første kortlægningsrunde (2005-2010), 2) anden kortlægningsrunde (2010-2011), samt tredje kortlægningsrunde (2016-2019) med 3a) den gamle afgrænsning og 3b) den nye afgrænsning af habitatområderne. Fordelingen er som udgangspunkt vist som den procentvise andel af arealet (hvor hver forekomst er vægtet ved dets areal), men kan via dropdown-menuen også vises som antal kortlagte forekomster og det kortlagte areal (i ha) i hver tilstandsklasse.

Se tidligere rapporteringer:

Se indeksværdier:

  • Naturtilstand