Aarhus Universitets segl

Kontrolovervågningsdata 2004-2015

Sammenfatning

Tilstand

Overvågningsdata viser, at vegetationen i bøg på mor generelt er artsfattig for både vedplanter og urter, og at vegetationen er præget af arter knyttet til næringsfattig og sur jordbund med knaphed på lys. Den høje frekvens af ahorn kunne tyde på en fremtidig ændring af skovtypen, hvis ikke forstyrrelsesregimet i skoven ændrer sig. Bøg på mor består af tæt bøgeskov, og skovene er præget af forstlig drift med en begrænset vedplantediversitet, få store træer, få levende træer med hulheder og råd og relativt lave mængder dødt ved. I forhold til de øvrige skovtyper rummer naturtypen dog forholdsvis mange store træer.

Udvikling

Der er tegn på forandring af tilstanden i bøg på mor i perioden 2007-2016, men ændringerne peger både i positiv og negativ retning. Overvågningsdata viser et fald i antal arter, men også et fald i den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof. Det tyder på, at det især er de næringskrævende arter, som er gået tilbage. Der er endvidere et fald i mængden af stående dødt ved, og der er tegn på, at skovene er blevet en smule mørkere, idet den gennemsnitlige indikatorværdi for lys er faldet i perioden.

Geografiske mønstre

De overvågede skove findes i den sjællandske, den østjyske og den nordjyske region, mens der ikke er udlagt overvågningsstationer i Vestjylland. Overvågningsdata viser, at der er nogen forskel på tilstanden i de tre regioner. I den nordjyske region er der registreret færre arter af vedplanter generelt og færre insektbestøvede vedplanter, flere invasive arter, færre vedplanter med en diameter over 10 cm og en lavere dækning af høje vedplanter, men også flere store træer end i de øvrige regioner. I den østjyske og fynske region er der registreret færre arter generelt, men flere skovindikatorarter, større mængder af dødt ved og flere levende træer med mikrohabitater i form af rådne partier end i den nordjyske og sjællandske region. I de sjællandske skove er der registreret flere arter i 5 m cirklerne og væsentligt færre skovindikatorarter og færre store træer. Her er også en lavere basemætning, hvilket tyder på, at skovbunden har en ringere evne at binde basekationer og modvirke forsuring.

Overvågningsdata viser, at tilstanden er lidt bedre inden for end uden for habitatområderne. Inden for habitatområderne er der således registreret signifikant større mængder dødt ved, og de næringselskende arter er mindre udbredte i vegetationen. Der er ikke signifikant forskel på de øvrige indikatorer for bøg på mor.