Aarhus Universitets segl

Kontrolovervågningsdata 2004-2015

Sammenfatning

Tilstand

Overvågningsdata viser, at ege-blandskov generelt er mindre sur end de øvrige egeskove. I forhold til de øvrige skovtyper er naturtypen relativt rig på plantearter, herunder diversiteten af vedplanter, hvilket formodentlig hænger sammen med, at den forstlige drift prioriterer eg, som tillader mere lys i skovbunden end bøg. Skovene er dog relativt mørke med reducerede muligheder for lyskrævende planter. Ege-blandskovene er præget af forstlig drift med en begrænset vedplantediversitet, få store træer, få levende træer med hulheder og råd og en lav mængde dødt ved.

Udvikling

Der er små tegn på en forandring af tilstanden i ege-blandskov i perioden 2007-2016. Således viser overvågningsdata, at skovene er blevet en smule mørkere, idet kronedækningen og dækningen af lave vedplanter er steget, og den gennemsnitlige indikatorværdi for lys er faldet i perioden.

Geografiske mønstre

De overvågede skove findes i alle fire regioner, men med hovedvægten i de to østligste regioner. Der er relativt få prøvefelter i Vestjylland, og i Nordjylland er der færre end 10 prøvefelter, hvorfor der ikke er lavet beregninger for denne region. Overvågningsdata viser, at der er kun er små regionale forskelle i tilstanden af skovklitterne. Ege-blandskovene i den østjyske og fynske region rummer færre invasive arter og flere levende træer med mikrohabitater i form af rådne partier end den sjællandske region. Her er også en højere basemætning, hvilket tyder på, at skovbunden har en lidt bedre evne til at binde basekationer og modvirke forsuring. I den sjællandske region er der flere arter generelt, flere arter af vedplanter, flere arter af buske og insektbestøvede vedplanter og flere store træer samt større mængder dødt ved end i den østjyske region. I den vestjyske region, der rummer mindre end 7 % af prøvefelterne for naturtypen, er vegetationen rigere på arter generelt i 5 m cirklerne og på antal arter af vedplanter, buske og insektbestøvede vedplanter samt antal skovindikatorarter i 15 m cirklerne.

Halvdelen af overvågningsstationerne med ege-blandskov ligger inden for habitatområderne. Overvågningsdata viser, at der er signifikant færre træer og buske med en diameter over 10 cm inden for habitatområderne end uden for. Der er ikke signifikant forskel på de øvrige indikatorer for ege-blandskov.