Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer (Müller & Butler 2010; Paillet m.fl. 2010; Stokland m.fl. 2012). En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er knyttet til døende træer og dødt ved (Larsson 2011). Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. Træer med råd eller hulheder er gode indikatorer for vedboende arter (Winter & Möller 2008). Mange arter af svampe og insekter, især biller, men også fugle og pattedyr er knyttet til hulheder og råd i stammen af levende træer. Nogle typer af skader kan desuden forandre træets vækstprocesser og barkens struktur og kemi til fordel for en række epifytter og nedbrydere.
Skovstrukturen i ege-blandskov er dokumenteret ved antal træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne og antal store træer, antal levende træer med hulheder og råd samt mængden af dødt ved i 15 m cirklerne. Det døde ved er opgjort ved den samlede mængde dødt ved, nedbrudt dødt ved (nedbrydningsklasse 3 til 5) samt liggende og stående dødt ved. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af lave (under 1 m) og høje (over 1 m) vedplanter, kronedækningen og den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys som udtryk for, hvor meget lys der trænger ned gennem kronelaget. Endelig er opgjort det hegnede og befæstede areal i 15 m cirklerne.
Den gennemsnitlige dækning af høje vedplanter (over 1 m) i ege-blandskov er 92 %, mens de lave vedplanter blot dækker 7 %. Kronedækningen er i gennemsnit 96 %, og i en mindre del af prøvefelterne (6 %) er dækningen under 80 %. Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end for, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer (Miljøstyrelsen 2016), og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet på en større skala.
De dominerende træarter i ege-blandskov er stilk-eg, der er et lystræ (Ellenbergs indikatorværdi for lys er 7), og bøg, der er et skyggetræ (lysværdi på 3), der ikke slipper ret meget lys gennem kronelaget. Den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys i 5 m cirklerne er 4,9, og vegetationen er således tilpasset en begrænset tilgængelighed af lys.
Overvågningsdata bekræfter, at ege-blandskovene er relativt skyggede, og at der ikke slipper ret meget lys ned gennem kronelaget.
Befæstede arealer udgør en forsvindende lille andel af arealet i 15 m cirklerne og er fraværende i hovedparten af cirklerne. Med undtagelse af enkelte cirkler er der ikke registreret arealer, som er hegnede mod rådyrgræsning på unge træer.
I ege-blandskov er der fundet relativt få levende træer med mikrohabitater i form af hulheder eller rådne partier, der kan fungere som levested for vedlevende arter, der lever i og af dødt ved (fx svampe og insekter), men også arter, der blot udnytter hulheder til at bo i (fx hulrugende fugle og flagermus). I NOVANA-programmet registreres antal levende træer med hhv. hulheder og rådne partier hver for sig, men det vil ofte være de samme træer, der rummer begge typer af mikrohabitater.
I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 0,48 levende træer med egentlige hulheder (dybere end 5 cm) eller huller i barken med underliggende råd og smuld, hvilket svarer til 1,9 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er der fundet 5-7 træer med hulheder, mens de mangler helt i to ud af tre cirkler. Der er i gennemsnit registreret 1,05 levende træer med større områder med løsnende bark eller blotlagt ved med tydelige tegn på nedbrydning af veddet, svarende til 4,2 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er der fundet 5-7 træer med rådne partier, mens de mangler helt i godt halvdelen.
Ege-blandskov har i gennemsnit 350 træer og buske per hektar med en diameter over 10 cm, og 2 ud af 5 opmålte stammer har en diameter mellem 10 og 20 cm (Figur 9160.3). I gennemsnit er der registreret 2,22 stammer med en diameter på 10-40 cm i 5 m cirklerne og 4,74 stammer med en diameter over 40 cm i 15 m cirklerne. Bøg (27 % af stammerne) og stilk-eg (almindelig eg) (24 %) er de mest udbredte arter, efterfulgt af ahorn (15 %), avnbøg (7 %), hassel, almindelig ædelgran, ask og fugle-kirsebær (alle 3 %), navr, småbladet lind, skov-elm og almindelig røn (alle 2 %). Langt hovedparten af træerne er naturligt hjemmehørende, og i gennemsnit er blot 18 træer per hektar almindelig ædelgran og andre ikke hjemmehørende arter.
Som det fremgår af Figur 9160.3, udgør store stammer en relativt begrænset andel af det samlede antal registrerede træer og buske i cirklerne. Der er i gennemsnit registreret 67 træer per hektar med en diameter over 40 cm, og heraf har en fjerdedel en diameter over 60 cm (Figur 9160.3), og enkelte træer er mere end 100 cm i diameter. Da produktiviteten i ege-blandskove er relativt stor, tager det kortere tid for et træ at vokse sig stort end i de øvrige egeskovstyper. Kriterierne for et stort træ er derfor skærpede for denne naturtype, og bøg og eg vurderes at være store (og gamle) træer, når diameteren overstiger 80 cm, mens de øvrige træarter betegnes som store ved en diameter over 50-70 cm. Der er i gennemsnit registreret 4,1 træer per hektar (0,28 træer per 15 m cirkel), der opfylder disse størrelseskriterier, hvilket er sammenlignelig med stilkegekrat, men færre end i vinteregeskovene. Stilk-eg (almindelig eg) udgør hovedparten af de store træer (73 %), mens blot 4 % af de store træer er bøg. Herudover er enkelte store træer af bævreasp, fugle-kirsebær, kæmpegran, landevejs-poppel, douglasgran og grå-poppel.
I NOVANA-programmet registreres det døde ved som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. I ege-blandskov er der i gennemsnit registreret 0,37 m3 døde stammer og sidegrene i 15 m cirklerne, svarende til 5,2 m3 dødt ved per hektar, og dødt ved er fraværende i to ud af tre cirkler. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm, og der er i gennemsnit fundet 3,9 m3 dødt ved per hektar i de danske skove (Nord-Larsen m.fl. 2018). Det vurderes, at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Johansen m.fl. 2013). Hvis der tages højde for denne forskel i de to opmålingsmetoder, er mængden af dødt ved i ege-blandskov 7,8 m3/ha (5,2*1,5) og dermed over gennemsnitsniveauet i de danske skove, der indgår i NFI’en, og lidt større end de øvrige egeskovstyper. Til sammenligning kan der være over 100 m3 dødt ved i urørte løvskove (Christensen m.fl. 2005).
Det døde ved findes fortrinsvis som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved), mens en tredjedel er stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved).
Hovedparten af det døde ved er fast, forholdsvis friskt og fra nyligt døde træer, mens mindre end en tredjedel er mere eller mindre blødt, frønnet og nedbrudt (nedbrydningsklasse 3-5) og har været tilgængeligt som levested i en længere periode.
Der er en signifikant stigning i kronedækning på 1 %, i dækningen af lave vedplanter på 0,7 % og et signifikant fald i den gennemsnitlige indikatorværdi for lys på 0,03 enheder om året i perioden, hvilket tyder på, at skovene er blevet lidt mørkere. Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for hulheder og råd, da registreringsmetoderne er ændret fra første til anden programperiode. Da der kun optælles stammer én gang i hver programperiode, har det ikke været muligt at analysere udviklingen i antallet af stammer og store træer i 15 m cirklerne. Der er ingen signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for skovstruktur i ege-blandskov.
De overvågede skove findes i alle fire regioner, men med hovedvægten i de to østligste regioner. Der er relativt få prøvefelter i Vestjylland, og i Nordjylland er der færre end 10 prøvefelter, hvorfor der ikke er lavet beregninger for denne region. Der er ikke væsentlige regionale forskelle i skovstrukturen. Ege-blandskovene i den østjyske og fynske region rummer flere levende træer med mikrohabitater i form af rådne partier, men færre store træer og mindre mængder dødt ved end i den sjællandske region.
To ud af overvågningsstationerne med ege-blandskov ligger inden for habitatområderne. Overvågningsdata viser, at der er signifikant færre træer og buske med en diameter over 10 cm inden for habitatområderne end uden for. Der er ikke signifikant forskel på de øvrige indikatorer for skovstruktur i ege-blandskov.
Sammenlagt viser overvågningsdata, at vegetationen i ege-blandskove generelt er præget af forstlig drift med skyggefulde skove med ret, opadstræbende stammevækst. På trods af at eg er et lystræ, er skovene relativt mørke med reducerede muligheder for lyskrævende planter, og der er en signifikant stigning i kronedække og et fald i bioindikationen af lys på skovbunden. Der er få store træer og kun lidt dødt ved.
Vegetationen i ege-blandskove er præget af forstlig drift med skyggefulde skove med ret, opadstræbende stammevækst. På trods af at eg er et lystræ, er skovene relativt mørke med begrænsede muligheder for lyskrævende planter, og der er en signifikant stigning i kronedække og et fald i bioindikationen af lys på skovbunden. Ege-blandskov i Draved Skov.
Foto: Peter Wind, AU
Figur 9160.3. Størrelsesfordeling af de registrerede træer og buske i de 368 prøvefelter med ege-blandskov opgjort som antal stammer per hektar. I 5 m cirklerne er der registreret vedplanter med en diameter mellem 10 og 40 cm og i 15 m cirklerne vedplanter med en diameter over 40 cm.
Christensen M, Hahn K, Mountford EP, Ódor P, Standóvar T, Rozenbergar D, Diaci J, Wijdeven S, Meyer P, Winter S, Vrska T (2005) Dead wood in European beech (Fagus sylvatica) forest reserves. Forest Ecol Manag 210:267–282.
Johannsen, V.K., Nord-Larsen, T., Riis-Nielsen, T., Suadicani, K. & Jørgensen, B.B. 2013: Skove og plantager 2012, Skov & Landskab, Frederiksberg, 2013. 189 s. ill.
sl.ku.dk/rapporter/boeger-haefter/filer/skove-plantager-2012.pdf/
Larsson, A. (Ed.), 2011. Tillståndet i skogen – rödlistade arter I ett nordiskt perspektiv. ArtDatabanken Rapporterar 9. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, Sweden.
Nord-Larsen, T., Johannsen, V. K., Riis-Nielsen, T., Thomsen, I. M., Bentsen, N. S., Gundersen, P., & Jørgensen, B. B. (2018). Skove og plantager 2017: Forest statistics 2017. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.
Müller, J., Bütler, R., 2010. A review of habitat thresholds for dead wood: a baseline for management recommendations in European forests. Eur. J. Forest Res. 129: 981-992.
Paillet, Y., L. Bergès, J. Hjältén, P. Odor, C. Avon, M. Bernhardt-Römermann, R.-J. Bijlsma, L. De Bruyn, M. Fuhr, U. Grandin, R. Kanka, L. Lundin, S. Luque, T. Magura, S. Matesanz, I. Mészáros, M.-T. Sebastià, W. Schmidt, T. Standovár, B. Tóthmérész, A. Uotila, F. Valladares, K. Vellak, R. Virtanen. Biodiversity differences between managed and unmanaged forests: meta-analysis of species richness in Europe Conserv. Biol., 24 (2010), pp. 101-112,
Stokland, J.N., Siitonen, J., Jonsson, B.G., 2012. Biodiversity in Dead Wood. Cambridge University Press, UK.
Winter, S. & Möller, G.C. 2008. Microhabitats in lowland beech forests as a monitoring tool for nature conservation. Forest Ecology and Management, 255, 1251-1261.
