Aarhus Universitets segl

Kontrolovervågningsdata 2004-2015

Sammenfatning

Tilstand

Overvågningsdata viser, at elle- og askeskovene er en basisk og relativt næringsrig naturtype med stor diversitet af vedplanter og urter. På trods af den meget høje stammetæthed er skovene relativt lyse, hvilket hænger sammen med, at den dominerende træart (rødel) slipper relativt meget lys gennem kronelaget. Elle- og askeskovene har relativt høje niveauer af dødt ved.

Udvikling

Der er tegn på en forandring af tilstanden i elle- og askeskov i perioden 2007-2016, og ændringerne peger både i positiv og negativ retning. Således viser overvågningsdata et fald i antal trunter, ligesom skovene er blevet mørkere, idet kronedækningen og dækningen af høje vedplanter er steget i perioden. Der er endvidere registreret en stigning i mængden af stående dødt ved og et fald i dækningen af lave vedplanter.

Geografiske mønstre

De overvågede skove findes i alle fire regioner, men med hovedvægten i de to østlige regioner. Overvågningsdata viser, at der kun er mindre regionale forskelle i tilstanden af elle- og askeskovene. I den nordjyske region er vedplantediversiteten i 15 m cirklerne, udtrykt ved antal arter af vedplanter, buske og insektbestøvede vedplanter, lavere end i de tre andre regioner, og der er ikke registreret trunter i nogen af prøvefelterne. Her er jordbundens pH lavere, men der er også registreret flest skovindikatorarter og relativt mange store træer. Skovene på Sjælland og øer er karakteriseret ved at rumme de største mængder dødt ved, mange store træer og trunter. I den østjyske region rummer elle- og askeskovene mange træer og buske med en diameter over 10 cm og få store træer, men også flere levende træer med mikrohabitater i form af hulheder og rådne partier i forhold til de tre andre regioner. I Vestjylland er der flere arter af invasive arter i 5 m cirklerne, men også en højere diversitet af vedplanter. Her er mange træer og buske med en diameter over 10 cm og få store træer, og trunter er næsten helt fraværende.

Overvågningsdata peger på, at der ikke er væsentlige forskelle i tilstanden i elle- og askeskove inden og uden for habitatområderne. Således er der signifikant færre arter af vedplanter og insektbestøvede vedplanter i 15 m cirklerne og signifikant færre træer og buske med en diameter over 10 cm, men også signifikant flere store træer inden for habitatområderne. Der er ikke signifikant forskel på de øvrige indikatorer for elle- og askeskove.