Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Skovstruktur

Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer (Müller & Butler 2010; Paillet m.fl. 2010; Stokland m.fl. 2012). En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er knyttet til døende træer og dødt ved (Larsson 2011). Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. Træer med råd eller hulheder er gode indikatorer for vedboende arter (Winter & Möller 2008). Mange arter af svampe og insekter, især biller, men også fugle og pattedyr er knyttet til hulheder og råd i stammen af levende træer. Nogle typer af skader kan desuden forandre træets vækstprocesser og barkens struktur og kemi til fordel for en række epifytter og nedbrydere.

Indikatorer

Skovstrukturen i elle- og askeskov er dokumenteret ved antal træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne og antal store træer, antal trunter med en diameter over 70 cm, antal levende træer med hulheder og råd samt mængden af dødt ved i 15 m cirklerne. Det døde ved er opgjort ved den samlede mængde dødt ved, nedbrudt dødt ved (nedbrydningsklasse 3 til 5) samt liggende og stående dødt ved. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af lave (under 1 m) og høje (over 1 m) vedplanter, kronedækningen og den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys som udtryk for, hvor meget lys der trænger ned gennem kronelaget. Endelig er opgjort det hegnede og befæstede areal i 15 m cirklerne.

Resultater 2007-2016

Tilstand 2011-2016

Lys

Den gennemsnitlige dækning af høje vedplanter (over 1 m) i elle- og askeskov er 89 %, mens de lave vedplanter blot dækker 3 %. Kronedækningen er i gennemsnit 96 %, og i ganske få prøvefelter (5 %) er dækningen mindre end 80 %. Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end for, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer (Miljøstyrelsen 2016), og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet på en større skala.

Rødel, der er den dominerende træart i elle- og askeskovene, er et lystræ (Ellenbergs indikatorværdi for lys er 5), der slipper relativt meget lys gennem kronelaget. Den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys i 5 m cirklerne er 5,8, og vegetationen er således tilpasset en noget større tilgængelighed af lys end i bøge- og egeskovene.

Elletræerne danner med tiden små forhøjninger (trunter), som er hævet over sumpskovens våde og anaerobe miljø. Dannelsen af trunter kan forstærkes ved stævningsdrift. I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 1,21 træer med trunter over 70 cm i diameter. I enkelte cirkler er der fundet mere end 4 og helt op til 39 trunter, mens de mangler helt i halvdelen af cirklerne. Trunterne kan altså både være et tegn på gamle naturlignende skov og gammel stævningsdrift.

Overvågningsdata tyder således på, at elle- og askeskovene er relativt lysåbne, og at der, på trods af den meget store tæthed af træer og buske, slipper en del lys ned gennem kronelaget.

Befæstede arealer udgør en forsvindende lille andel af arealet i 15 m cirklerne og er fraværende i stort set alle cirkler. Der er ikke registreret arealer, som er hegnede mod rådyrgræsning på unge træer.

Hulheder og råd

I elle- og askeskov er der fundet relativt få levende træer med mikrohabitater i form af hulheder eller rådne partier, der kan fungere som levested for vedlevende arter, der lever i og af dødt ved (fx svampe og insekter), men også arter, der blot udnytter hulheder til at bo i (fx hulrugende fugle og flagermus). I NOVANA-programmet registreres antal levende træer med hhv. hulheder og rådne partier hver for sig, men det vil ofte være de samme træer, der rummer begge typer af mikrohabitater.

I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 0,96 levende træer med egentlige hulheder (dybere end 5 cm) eller huller i barken med underliggende råd og smuld, hvilket svarer til 1,9 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er der fundet 5-11 træer med hulheder, mens de mangler helt i halvdelen af cirklerne. Der er i gennemsnit registreret 1,71 træer med større områder med løsnende bark eller blotlagt ved med tydelige tegn på nedbrydning af veddet, svarende til 3,5 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I en del cirkler (9 %) er der fundet relativt mange træer (5-14) med rådne partier, og de mangler helt i blot én ud af tre cirkler.

Stammer og store træer

Elle- og askeskov har i gennemsnit 701 træer og buske per hektar med en diameter over 10 cm, og knap halvdelen af de opmålte stammer har en diameter mellem 10 og 20 cm (Figur 91E0.3). I gennemsnit er der registreret 5,23 stammer med en diameter på 10-40 cm i 5 m cirklerne og 2,45 stammer med en diameter over 40 cm i 15 m cirklerne. Rød-el er den dominerende art (73 % af stammerne), efterfulgt af grå-el (6 %), dun-birk og ask (begge 4 %), ahorn (3 %), grå-pil (2 %) og bøg, vorte-birk og skov-elm (alle 1 %). Langt hovedparten af træerne er naturligt hjemmehørende, og i gennemsnit er blot et enkelt træ per hektar almindelig ædelgran og andre ikke hjemmehørende arter.

Som det fremgår af Figur 91E0.3, udgør store stammer en relativt begrænset andel af det samlede antal registrerede træer og buske i cirklerne. Der er i gennemsnit registreret 35 træer per hektar med en diameter over 40 cm, og heraf har en tiendedel en diameter over 60 cm (Figur 91E0.3), og ganske få træer er mere end 100 cm i diameter. Da produktiviteten i elle- og askeskove er mindre end i ege-blandskove og bøgeskove på muld og kalk, tager det længere tid for et træ at vokse sig stort. Kriterierne for et stort træ er derfor en smule lempede for denne naturtype, og bøg og eg vurderes at være store (og gamle) træer, når diameteren overstiger 70 cm, mens de øvrige træarter betegnes som store ved en diameter over 40-60 cm. Der er i gennemsnit registreret 10,5 træer per hektar (0,34 træer per 15 m cirkel), der opfylder disse størrelseskriterier, hvilket er flere end i skovbevokset tørvemose og flere af egeskovstyperne. Rød-el udgør hovedparten af de store træer (61 %), mens store træer med grå-el (10 %), vorte-birk (8 %), dun-birk (5 %), ask (4 %), bøg og stilk-eg (almindelig eg) (begge 2 %) er noget mere spredt forekommende.

Dødt ved

I NOVANA-programmet registreres det døde ved som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. I elle- og askeskov er der i gennemsnit registreret 0,62 m3 døde stammer og sidegrene i 15 m cirklerne, svarende til 8,8 m3 dødt ved per hektar, og dødt ved er fraværende i én ud af tre cirkler. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm, og der er i gennemsnit fundet 3,9 m3 dødt ved per hektar i de danske skove (Nord-Larsen m.fl. 2018). Det vurderes, at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Johansen m.fl. 2013). Hvis der tages højde for denne forskel i de to opmålingsmetoder, er mængden af dødt ved i elle- og askeskov 13,2 m3/ha (8,8*1,5) og dermed noget over gennemsnitsniveauet i de danske skove, der indgår i NFI’en. Til sammenligning kan der være over 100 m3 dødt ved i urørte løvskove (Christensen m.fl. 2005).

Godt halvdelen af det døde ved findes som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved), mens resten er stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved).

 

Hovedparten af det døde ved er fast, forholdsvis friskt og fra nyligt døde træer, mens 40 % er mere eller mindre blødt, frønnet og nedbrudt (nedbrydningsklasse 3-5) og har været tilgængeligt som levested i en længere periode.

Udvikling

Der er en signifikant stigning i kronedækning på 1,2 % og dækningen af høje vedplanter på 0,7 % om året i perioden, hvilket tyder på, at skovene er blevet lidt mørkere. Der er endvidere registreret en signifikant stigning i mængden af stående dødt ved i skovene på 0,07 m3 om året samt et fald i antal trunter på 0,3 trunter og i dækningen af lave vedplanter på 0,4 % om året i perioden. Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for hulheder og råd, da registreringsmetoderne er ændret fra første til anden programperiode. Da der kun optælles stammer én gang i hver programperiode, har det ikke været muligt at analysere udviklingen i antallet af stammer og store træer i 15 m cirklerne. Der er ingen signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for skovstruktur i elle- og askeskov.

Geografiske mønstre

De overvågede skove findes i alle fire regioner, men med hovedvægten i de to østlige regioner. I den nordjyske region er der relativt mange store træer, og der er ikke registreret trunter i nogen af prøvefelterne. Skovene på Sjælland og øer er karakteriseret ved at rumme de største mængder dødt ved, mange store træer og trunter. I den østjyske region rummer elle- og askeskovene mange træer og buske med en diameter over 10 cm og få store træer, men også flere levende træer med mikrohabitater i form af hulheder og rådne partier i forhold til de tre andre regioner. I Vestjylland er der mange træer og buske med en diameter over 10 cm og få store træer, og trunter er næsten helt fraværende.

Overvågningsstationerne for elle- og askeskov er fordelt nogenlunde ligeligt inden for og uden for habitatområderne. Overvågningsdata viser, at der er signifikant færre træer og buske med en diameter over 10 cm, men også signifikant flere store træer inden for habitatområderne. Der er ikke signifikant forskel på de øvrige indikatorer for skovstruktur i elle- og askeskove.

Sammenfatning

Sammenlagt viser overvågningsdata, at elle- og askeskov har en høj stammetæthed og stigende kronedække, hvilket tyder på, at skoven bliver mørkere. Til gengæld er mængden af stående dødt ved stigende, hvilket tyder på begyndende gammelskovskarakter.

Referencer

Christensen M, Hahn K, Mountford EP, Ódor P, Standóvar T, Rozenbergar D, Diaci J, Wijdeven S, Meyer P, Winter S, Vrska T (2005) Dead wood in European beech (Fagus sylvatica) forest reserves. Forest Ecol Manag 210:267–282.

Johannsen, V.K., Nord-Larsen, T., Riis-Nielsen, T., Suadicani, K. & Jørgensen, B.B. 2013: Skove og plantager 2012, Skov & Landskab, Frederiksberg, 2013. 189 s. ill.

sl.ku.dk/rapporter/boeger-haefter/filer/skove-plantager-2012.pdf/

Larsson, A. (Ed.), 2011. Tillståndet i skogen – rödlistade arter I ett nordiskt perspektiv. ArtDatabanken Rapporterar 9. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, Sweden.

Nord-Larsen, T., Johannsen, V. K., Riis-Nielsen, T., Thomsen, I. M., Bentsen, N. S., Gundersen, P., & Jørgensen, B. B. (2018). Skove og plantager 2017: Forest statistics 2017. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.

Müller, J., Bütler, R., 2010. A review of habitat thresholds for dead wood: a baseline for management recommendations in European forests. Eur. J. Forest Res. 129: 981-992.

Paillet, Y., L. Bergès, J. Hjältén, P. Odor, C. Avon, M. Bernhardt-Römermann, R.-J. Bijlsma, L. De Bruyn, M. Fuhr, U. Grandin, R. Kanka, L. Lundin, S. Luque, T. Magura, S. Matesanz, I. Mészáros, M.-T. Sebastià, W. Schmidt, T. Standovár, B. Tóthmérész, A. Uotila, F. Valladares, K. Vellak, R. Virtanen. Biodiversity differences between managed and unmanaged forests: meta-analysis of species richness in Europe Conserv. Biol., 24 (2010), pp. 101-112,

Stokland, J.N., Siitonen, J., Jonsson, B.G., 2012. Biodiversity in Dead Wood. Cambridge University Press, UK.

Winter, S. & Möller, G.C. 2008. Microhabitats in lowland beech forests as a monitoring tool for nature conservation. Forest Ecology and Management, 255, 1251-1261.