Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Skovstruktur

Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer (Müller & Butler 2010; Paillet m.fl. 2010; Stokland m.fl. 2012). En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er knyttet til døende træer og dødt ved (Larsson 2011). Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. Træer med råd eller hulheder er gode indikatorer for vedboende arter (Winter & Möller 2008). Mange arter af svampe og insekter, især biller, men også fugle og pattedyr er knyttet til hulheder og råd i stammen af levende træer. Nogle typer af skader kan desuden forandre træets vækstprocesser og barkens struktur og kemi til fordel for en række epifytter og nedbrydere.

Indikatorer

Skovstrukturen i skovbevokset tørvemose er dokumenteret ved antal træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne og antal store træer, antal levende træer med hulheder og råd samt mængden af dødt ved i 15 m cirklerne. Det døde ved er opgjort ved den samlede mængde dødt ved, nedbrudt dødt ved (nedbrydningsklasse 3 til 5) samt liggende og stående dødt ved. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af lave (under 1 m) og høje (over 1 m) vedplanter, kronedækningen og den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys som udtryk for, hvor meget lys der trænger ned gennem kronelaget. Endelig er opgjort det hegnede og befæstede areal i 15 m cirklerne.

Resultater 2007-2016

Tilstand 2011-2016

Lys

Den gennemsnitlige dækning af høje vedplanter (over 1 m) i skovbevokset tørvemose er 84 %, mens de lave vedplanter blot dækker 3 %. Kronedækningen er i gennemsnit 92 %, og i en mindre del af prøvefelterne (9 %) er dækningen under 80 %. Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end for, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer (Miljøstyrelsen 2016), og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet på en større skala.

Dun-birk, vorte-birk og rød-gran, der er de dominerende træarter i skovbevokset tørvemose, er lystræer (Ellenbergs indikatorværdi for lys er 7 for disse arter), der slipper relativt meget lys gennem kronelaget. Den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys i 5 m cirklerne er på 6,4, og vegetationen er således tilpasset en meget større tilgængelighed af lys end i bøge- og egeskovene.

Overvågningsdata tyder således på, at de skovbevoksede tørvemoser er relativt lysåbne, og at der på trods af den meget store tæthed af træer og buske slipper nogen lys ned gennem kronelaget.

Befæstede arealer udgør en forsvindende lille andel af arealet i 15 m cirklerne og er fraværende i stort set alle cirkler. Med undtagelse af en enkelt cirkel er der ikke registreret arealer, som er hegnede mod rådyrgræsning på unge træer.

Hulheder og råd

I skovbevokset tørvemose er der fundet relativt få levende træer med mikrohabitater i form af hulheder eller rådne partier, der kan fungere som levested for vedlevende arter, der lever i og af dødt ved (fx svampe og insekter), men også arter, der blot udnytter hulheder til at bo i (fx hulrugende fugle og flagermus). I NOVANA-programmet registreres antal levende træer med hhv. hulheder og rådne partier hver for sig, men det vil ofte være de samme træer, der rummer begge typer af mikrohabitater.

I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 0,65 levende træer med egentlige hulheder (dybere end 5 cm) eller huller i barken med underliggende råd og smuld, hvilket svarer til 1,6 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er der fundet 5-11 træer med hulheder, mens de mangler helt i to ud af tre cirkler. Der er i gennemsnit registreret 0,83 træer med større områder med løsnende bark eller blotlagt ved med tydelige tegn på nedbrydning af veddet, svarende til 2,0 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er der fundet mere end 4 og helt op til 22 træer med rådne partier, mens de mangler helt i to ud af tre cirkler.

Stammer og store træer

Skovbevokset tørvemose har i gennemsnit 588 træer og buske med en diameter over 10 cm per hektar, og knap 3 ud af 4 stammer har en diameter mellem 10 og 20 cm (Figur 91D0.3). I gennemsnit er der registreret 4,5 stammer med en diameter på 10-40 cm i 5 m cirklerne og 0,9 stammer med en diameter over 40 cm i 15 m cirklerne. Dun-birk er den dominerende art (67 % af stammerne), efterfulgt af vorte-birk (8 %), rød-gran (5 %), bævreasp, grå-pil, almindelig røn og skov-fyr (alle 3 %). Langt hovedparten af træerne er naturligt hjemmehørende, og i gennemsnit er blot 11 træer per hektar bjerg-fyr og andre ikke hjemmehørende arter.

Som det fremgår af Figur 91D0.3, udgør store stammer en relativt begrænset andel af det samlede antal registrerede træer og buske i cirklerne. Der er i gennemsnit registreret blot 13 træer per hektar med en diameter over 40 cm, og heraf har blot en ottendedel en diameter over 60 cm (Figur 91D0.3), og ganske få træer er mere end 80 cm i diameter. Da produktiviteten i skovbevokset tørvemose er mindre end i fx ege-blandskov og bøgeskov på muld og kalk, tager det længere tid for et træ at vokse sig stort. Kriterierne for et stort træ er derfor en smule lempede for denne naturtype, og bøg og eg vurderes at være store (og gamle) træer, når diameteren overstiger 70 cm, mens de øvrige træarter betegnes som store ved en diameter over 40-60 cm. Der er i gennemsnit registreret 7,3 træer per hektar (0,5 træer per 15 m cirkel), der opfylder disse størrelseskriterier, hvilket er færre end for elle-og askeskov og flere af de andre skovtyper. Dun-birk (41 % af stammerne), rød-gran (25 %), vorte-birk (16 %), bævreasp (5 %), skov-fyr, stilk-eg, rød-gran (alle 3 %) og almindelig røn (2 %) er de mest udbredte store træer.

Dødt ved

I NOVANA-programmet registreres det døde ved som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. I skovbevokset tørvemose er der i gennemsnit registreret 0,35 m3 døde stammer og sidegrene i 15 m cirklerne, svarende til 5 m3 dødt ved per hektar, og dødt ved er fraværende i godt halvdelen af cirklerne. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm, og der er i gennemsnit fundet 3,9 m3 dødt ved per hektar i de danske skove (Nord-Larsen m.fl. 2018). Det vurderes, at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Johansen m.fl. 2013). Hvis der tages højde for denne forskel i de to opmålingsmetoder, er mængden af dødt ved i skovbevokset tørvemose på 7,5 m3/ha (5*1,5) og dermed over gennemsnitsniveauet i de danske skove, der indgår i NFI’en. Til sammenligning kan der være over 100 m3 dødt ved i urørte løvskove (Christensen m.fl. 2005).

Godt halvdelen af det døde ved findes som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved), mens resten er stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved).

Hovedparten af det døde ved er fast, forholdsvis friskt og fra nyligt døde træer, mens blot en tredjedel er mere eller mindre blødt, frønnet og nedbrudt (nedbrydningsklasse 3-5) og har været tilgængeligt som levested i en længere periode.

Udvikling

Der er en signifikant stigning i kronedækningen på 1 % og dækningen af høje vedplanter på 1,2 % om året i perioden, hvilket tyder på, at skovene er blevet lidt mørkere. Der er endvidere registreret et signifikant fald i den samlede mængde dødt ved i skovene på 0,05 m3 om året i perioden. Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for hulheder og råd, da registreringsmetoderne er ændret fra første til anden programperiode. Da der kun optælles stammer én gang i hver programperiode, har det ikke været muligt at analysere udviklingen i antallet af stammer og store træer i 15 m cirklerne. Der er ingen signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for skovstruktur i skovbevokset tørvemose.

Geografiske mønstre

De overvågede skove findes i alle fire regioner, men med hovedvægten i de nord- og østjyske regioner. I de sjællandske skove afviger skovstrukturen markant fra strukturen i de øvrige regioner, med væsentligt flere store træer, større mængder dødt ved, større dækning af høje vedplanter og en større kronedækning, men også færre levende træer med mikrohabitater i form af hulheder og rådne partier. Skovene i den vestlige region rummer væsentligt flere træer og buske med en diameter over 10 cm, færre store træer og stort set intet dødt ved, men flere levende træer med mikrohabitater i form af hulheder og rådne partier.

To ud af fem overvågningsstationer for skovbevokset tørvemose ligger inden for habitatområderne. Overvågningsdata viser, at der er signifikant færre træer og buske med en diameter over 10 cm og færre levende træer med mikrohabitater i form af hulheder, men også flere store træer inden for habitatområderne. Der er ikke signifikant forskel på de øvrige indikatorer for skovstruktur i skovbevokset tørvemose.

Der er også signifikant færre træer og buske med en diameter over 10 cm og færre levende træer med mikrohabitater i form af hulheder, men også flere store træer inden for habitatområderne.

Sammenfatning

Sammenlagt viser overvågningsdata, at skovbevokset tørvemose generelt er præget af højt kronedække og høj stammetæthed, men dette til trods trænger forholdsvis meget lys ned til skovbunden. Forklaringen er, at mange af skovene ikke drives forstligt og derfor udvikles med selvtynding. Den signifikante øgning af kronedække og dækning af høje træer viser, at biomassen stiger i skovtypen med et mørkere mikroklima til følge.

Referencer

Christensen M, Hahn K, Mountford EP, Ódor P, Standóvar T, Rozenbergar D, Diaci J, Wijdeven S, Meyer P, Winter S, Vrska T (2005) Dead wood in European beech (Fagus sylvatica) forest reserves. Forest Ecol Manag 210:267–282.

Johannsen, V.K., Nord-Larsen, T., Riis-Nielsen, T., Suadicani, K. & Jørgensen, B.B. 2013: Skove og plantager 2012, Skov & Landskab, Frederiksberg, 2013. 189 s. ill.

sl.ku.dk/rapporter/boeger-haefter/filer/skove-plantager-2012.pdf/

Larsson, A. (Ed.), 2011. Tillståndet i skogen – rödlistade arter I ett nordiskt perspektiv. ArtDatabanken Rapporterar 9. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, Sweden.

Nord-Larsen, T., Johannsen, V. K., Riis-Nielsen, T., Thomsen, I. M., Bentsen, N. S., Gundersen, P., & Jørgensen, B. B. (2018). Skove og plantager 2017: Forest statistics 2017. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.

Müller, J., Bütler, R., 2010. A review of habitat thresholds for dead wood: a baseline for management recommendations in European forests. Eur. J. Forest Res. 129: 981-992.

Paillet, Y., L. Bergès, J. Hjältén, P. Odor, C. Avon, M. Bernhardt-Römermann, R.-J. Bijlsma, L. De Bruyn, M. Fuhr, U. Grandin, R. Kanka, L. Lundin, S. Luque, T. Magura, S. Matesanz, I. Mészáros, M.-T. Sebastià, W. Schmidt, T. Standovár, B. Tóthmérész, A. Uotila, F. Valladares, K. Vellak, R. Virtanen. Biodiversity differences between managed and unmanaged forests: meta-analysis of species richness in Europe Conserv. Biol., 24 (2010), pp. 101-112,

Stokland, J.N., Siitonen, J., Jonsson, B.G., 2012. Biodiversity in Dead Wood. Cambridge University Press, UK.

Winter, S. & Möller, G.C. 2008. Microhabitats in lowland beech forests as a monitoring tool for nature conservation. Forest Ecology and Management, 255, 1251-1261.