Den gennemsnitlige dækning af høje vedplanter (over 1 m) i stilkegekrat er 89 %, mens de lave vedplanter blot dækker 2 %. Kronedækningen er i gennemsnit 96 %, og i en mindre del af prøvefelterne (4 %) er dækningen under 80 %. Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end for, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer (Miljøstyrelsen 2016), og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet på en større skala.
Stilk-eg, der er den dominerende træart i stilkegekrat, er et lystræ (Ellenberg’ indikatorværdi for lys er 7), der slipper relativt meget lys gennem kronelaget. Den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys i 5 m cirklerne er 5,3, og vegetationen er således tilpasset en begrænset tilgængelighed af lys.
Overvågningsdata tyder således på, at stilkegekrattene er relativt skyggede, men at der slipper lidt mere lys ned gennem kronelaget end i de øvrige egeskovstyper.
Befæstede arealer udgør en forsvindende lille andel af arealet i 15 m cirklerne og er fraværende i hovedparten af cirklerne. Der er ikke registreret arealer, som er hegnede mod rådyrgræsning på unge træer.
I forhold til de fleste andre skovtyper er der i stilkegekrat fundet nogle flere levende træer med mikrohabitater i form af hulheder eller rådne partier, der kan fungere som levested for vedlevende arter, der lever i og af dødt ved (fx svampe og insekter), men også arter, der blot udnytter hulheder til at bo i (fx hulrugende fugle og flagermus). I NOVANA-programmet registreres antal levende træer med hhv. hulheder og rådne partier hver for sig, men det vil ofte være de samme træer, der rummer begge typer af mikrohabitater.
I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 0,83 levende træer med egentlige hulheder (dybere end 5 cm) eller huller i barken med underliggende råd og smuld, hvilket svarer til 2,2 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er de fundet 5-10 træer med hulheder, mens de mangler helt i tre ud af fem. Der er i gennemsnit registreret en del flere træer (2,22) med større områder med løsnende bark eller blotlagt ved med tydelige tegn på nedbrydning af veddet, svarende til 5,7 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I en del cirkler (16 %) er der fundet relativt mange træer med rådne partier (5-11), og de mangler helt i en fjerdedel af cirklerne.
Stilkegekrat har i gennemsnit 547 træer og buske per hektar med en diameter over 10 cm og godt 2 ud af 5 opmålte stammer har en diameter mellem 10 og 20 cm (Figur 9190.3). I gennemsnit er der registreret 3,99 stammer med en diameter på 10-40 cm i 5 m cirklerne og 2,73 stammer med en diameter over 40 cm i 15 m cirklerne. Stilk-eg (almindelig eg) er den dominerende art (66 % af stammerne), efterfulgt af bævreasp (6 %), almindelig røn, bøg (begge 4 %), hassel (3 %), almindelig ædelgran og dun-birk (begge 2 %). Langt hovedparten af træerne er naturligt hjemmehørende, og i gennemsnit er blot 13 træer per hektar almindelig ædelgran og andre ikke hjemmehørende arter.
Som det fremgår af Figur 9190.3, udgør store stammer en relativt begrænset andel af det samlede antal registrerede træer og buske i cirklerne. Der er i gennemsnit registreret 39 træer per hektar med en diameter over 40 cm, og heraf har en sjettedel en diameter over 60 cm (Figur 9190.3), og ganske få træer er mere end 100 cm i diameter. Da produktiviteten i vinter-egeskove er mindre end i ege-blandskov, tager det længere tid for et træ at vokse sig stort. Kriterierne for et stort træ er derfor en smule lempede for denne naturtype, og bøg og eg vurderes at være store (og gamle) træer, når diameteren overstiger 70 cm, mens de øvrige træarter betegnes som store ved en diameter over 40-60 cm. Der er i gennemsnit registreret 4,8 træer per hektar (0,34 træer per 15 m cirkel), der opfylder disse størrelseskriterier, hvilket er sammenligneligt med ege-blandskov, men færre end i vinteregeskov og væsentligt færre end i bøgeskove på mor. Stilk-eg (almindelig eg) (24 % af stammerne), bævreasp (18 %), rød-gran, bøg (begge 14 %), vorte-birk (6 %) og dun-birk (5 %) er de mest udbredte store træer.
I NOVANA-programmet registreres det døde ved som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. I stilkegekrat er der i gennemsnit registreret 0,29 m3 døde stammer og sidegrene i 15 m cirklerne, svarende til 4,2 m3 dødt ved per hektar, og dødt ved er fraværende i godt halvdelen af cirklerne. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm, og der er i gennemsnit fundet 3,9 m3 dødt ved per hektar i de danske skove (Nord-Larsen m.fl. 2018). Det vurderes, at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Johansen m.fl. 2013). Hvis der tages højde for denne forskel i de to opmålingsmetoder, er mængden af dødt ved i stilkegekrat på 6.3 m3/ha (4,2*1,5) og dermed lidt over gennemsnitsniveauet i de danske skove, der indgår i NFI’en, og sammenlignelig med de øvrige egeskovstyper. Til sammenligning kan der være over 100 m3 dødt ved i urørte løvskove (Christensen m.fl. 2005).
Halvdelen af det døde ved findes som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved), mens resten er stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved).
Godt halvdelen af det døde ved er fast, forholdsvis friskt og fra nyligt døde træer, mens den anden halvdel (45 %) er mere eller mindre blødt, frønnet og nedbrudt (nedbrydningsklasse 3-5) og har været tilgængeligt som levested i en længere periode.
Der er en signifikant stigning i kronedækning på 1,8 % og dækningen af lave vedplanter på 2 % om året i perioden 2007-2016, hvilket tyder på, at skovene er blevet lidt mørkere. Der er endvidere registreret et signifikant fald i den samlede mængde dødt ved i skovene på 0,05 m3 om året i perioden. Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for hulheder og råd, da registreringsmetoderne er ændret fra første til anden programperiode. Da der kun optælles stammer én gang i hver programperiode, har det ikke været muligt at analysere udviklingen i antallet af stammer og store træer i 15 m cirklerne. Der er ingen signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for skovstruktur i stilkegekrat.
De overvågede skove findes i alle fire regioner, men med hovedvægten i de tre vestligste regioner. I den sjællandske region er der færre end 10 prøvefelter, hvorfor der ikke er lavet beregninger for denne del af landet. I den vestjyske region, hvor der er flest overvågningsstationer for naturtypen, er der registreret flere træer og buske med en diameter over 10 cm, færre store træer og mindre dødt ved, men også flere levende træer med mikrohabitater i form af hulheder og rådne partier, ligesom vegetationen er tilpasset en større tilgængelighed af lys. De nordjyske stilkegekrat rummer væsentligt flere store træer end i de øvrige regioner.
Overvågningsstationerne for stilkegekrat er fordelt nogenlunde ligeligt inden for og uden for habitatområderne. Overvågningsdata viser, at der er signifikant færre træer og buske med en diameter over 10 cm og færre levende træer med mikrohabitater i form af rådne partier inden for habitatområderne end uden for. Der er ikke signifikant forskel på de øvrige indikatorer for stilkegekrat.
Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer (Müller & Butler 2010; Paillet m.fl. 2010; Stokland m.fl. 2012). En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er knyttet til døende træer og dødt ved (Larsson 2011). Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. Træer med råd eller hulheder er gode indikatorer for vedboende arter (Winter & Möller 2008). Mange arter af svampe og insekter, især biller, men også fugle og pattedyr er knyttet til hulheder og råd i stammen af levende træer. Nogle typer af skader kan desuden forandre træets vækstprocesser og barkens struktur og kemi til fordel for en række epifytter og nedbrydere.
Skovstrukturen i stilkegekrat er dokumenteret ved antal træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne og antal store træer, antal levende træer med hulheder og råd samt mængden af dødt ved i 15 m cirklerne. Det døde ved er opgjort ved den samlede mængde dødt ved, nedbrudt dødt ved (nedbrydningsklasse 3 til 5) samt liggende og stående dødt ved. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af lave (under 1 m) og høje (over 1 m) vedplanter, kronedækningen og den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys som udtryk for, hvor meget lys der trænger ned gennem kronelaget. Endelig er opgjort det hegnede og befæstede areal i 15 m cirklerne.
Sammenlagt viser overvågningsdata, at der er en del træer med mikrohabitater (sårskader og hulheder), men ikke mange store træer og heller ikke meget dødt ved. Skovtypen er blevet mørkere i perioden, og mængden af dødt ved er faldet.
Store træer udgør en relativt begrænset andel af det samlede antal registrerede træer og buske i stilkegekrat, og mængden af dødt ved er lav.
Foto: Peter Wind, AU
Figur 9190.3. Størrelsesfordeling af de registrerede træer og buske i de 295 prøvefelter med stilkegekrat opgjort som antal stammer per hektar. I 5 m cirklerne er der registreret vedplanter med en diameter mellem 10 og 40 cm og i 15 m cirklerne vedplanter med en diameter over 40 cm.
Christensen M, Hahn K, Mountford EP, Ódor P, Standóvar T, Rozenbergar D, Diaci J, Wijdeven S, Meyer P, Winter S, Vrska T (2005) Dead wood in European beech (Fagus sylvatica) forest reserves. Forest Ecol Manag 210:267–282.
Johannsen, V.K., Nord-Larsen, T., Riis-Nielsen, T., Suadicani, K. & Jørgensen, B.B. 2013: Skove og plantager 2012, Skov & Landskab, Frederiksberg, 2013. 189 s. ill.
sl.ku.dk/rapporter/boeger-haefter/filer/skove-plantager-2012.pdf/
Larsson, A. (Ed.), 2011. Tillståndet i skogen – rödlistade arter I ett nordiskt perspektiv. ArtDatabanken Rapporterar 9. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, Sweden.
Nord-Larsen, T., Johannsen, V. K., Riis-Nielsen, T., Thomsen, I. M., Bentsen, N. S., Gundersen, P., & Jørgensen, B. B. (2018). Skove og plantager 2017: Forest statistics 2017. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.
Müller, J., Bütler, R., 2010. A review of habitat thresholds for dead wood: a baseline for management recommendations in European forests. Eur. J. Forest Res. 129: 981-992.
Paillet, Y., L. Bergès, J. Hjältén, P. Odor, C. Avon, M. Bernhardt-Römermann, R.-J. Bijlsma, L. De Bruyn, M. Fuhr, U. Grandin, R. Kanka, L. Lundin, S. Luque, T. Magura, S. Matesanz, I. Mészáros, M.-T. Sebastià, W. Schmidt, T. Standovár, B. Tóthmérész, A. Uotila, F. Valladares, K. Vellak, R. Virtanen. Biodiversity differences between managed and unmanaged forests: meta-analysis of species richness in Europe Conserv. Biol., 24 (2010), pp. 101-112,
Stokland, J.N., Siitonen, J., Jonsson, B.G., 2012. Biodiversity in Dead Wood. Cambridge University Press, UK.
Winter, S. & Möller, G.C. 2008. Microhabitats in lowland beech forests as a monitoring tool for nature conservation. Forest Ecology and Management, 255, 1251-1261.
