Aarhus Universitets segl

Artssammensætning

Klitlavninger er defineret geomorfologisk som fugtige-våde lavninger i klitter, og består af en række plantesamfund afhængig af udvaskningsgraden, fugtigheden og graden af forstyrrelser. Vegetationen kan således variere fra temporære søer, fattigkær og ekstremrigkær til højstaudesamfund og rørsumpe. Ofte er klitlavninger næringsfattige og nogle af Danmarks mest enestående levesteder på både sur og kalkrig bund findes i klitlavninger.

Indikatorer

Artssammensætningen i klitlavning er i NOVANA programmet dokumenteret ved antal arter, samt antal arter, der er følsomme og meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering eller tilgroning. Klitlavningernes tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af græsser (herunder tagrør), halvgræsser, dværgbuske (herunder klokkelyng), bredbladede urter og mosser. Den samlede udbredelse af invasive plantearter, herunder rynket rose, er inddraget som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter - også på længere sigt.

Resultater 2004-2022

Tilstand 2018-2022

Der er i gennemsnit registreret 16 plantearter i 5 m cirklerne i klitlavning, og i knap hvert tredje felt er der mere end 20 arter. De hyppigst registrerede arter er almindelig star, blåtop, vandnavle og tormentil. Der er i gennemsnit registreret 8,3 arter i klitlavning, der er følsomme overfor afvanding, eutrofiering eller tilgroning, og omtrent hvert fjerde felt rummer mere end 10 arter. De hyppigst registrerede følsomme arter er almindelig star, vandnavle, smalbladet kæruld, hirse-star og mose-pors. Der er i gennemsnit registreret 0,9 arter i klitlavning, der er meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering eller tilgroning, og i godt 40 % af felterne er der ikke fundet meget følsomme arter. De hyppigst registrerede meget følsomme arter er tormentil, mangestænglet sumpstrå, tandbælg, aflangbladet vandaks, djævelsbid og rundbladet soldug.

Blåtop, fløjlsgræs, tagrør, rød svingel og de øvrige græsser dækker i gennemsnit 58 % af jordoverfladen ud fra pinpoint-data. Dækningen af tagrør er 10 % ud fra pinpoint-data og tagrør findes i 31 % af prøvefelterne. Almindelig star, lyse-siv, smalbladet kæruld, hirse-star og de øvrige arter af halvgræsser, siv og frytle dækker 32 % af jordoverfladen. De bredbladede urter dækker sammenlagt godt en femtedel af jordoverfladen med tormentil, vandnavle, gåsepotentil, kragefod og kær-snerre som hyppige arter. Gråris, mose-pors, klokkelyng og de øvrige dværgbuske dækker sammenlagt 6 % af jordoverfladen i klitlavningerne ud fra pinpoint-data og den estimerede dækning i 5 m cirklerne er 5,7 %. Klokkelyng har en dækning på 2,7 % ud fra pinpoint-data. Mosserne udgør i gennemsnit 21 %.

Der er registreret invasive arter i 16 % af 5 m cirklerne med klitlavning, og rynket rose i 3,2 %. De øvrige invasive arter er bjerg-fyr (6 % af 5 m cirklerne), sitka-gran (2 %), klit-fyr, stjerne-bredribbe og glansbladet hæg (alle 1 %).

Geografiske mønstre

Hovedparten af overvågningsstationerne ligger i Nordjylland, og her er klitlavningerne karakteriseret ved at være relativt artsrige, og i forhold til græsserne er de bredbladede urter relativt udbredte her. I Vestjylland er der større dækning af dværgbuske og en lavere dækning af mosser end i resten af landet, og invasive arter er udbredte. I den østjyske region er der registreret relativt få arter, der er følsomme eller meget følsomme overfor næringspåvirkning, afvanding og tilgroning end i de øvrige tre regioner. Klitlavningerne har her en højere dækning af græsser, herunder tagrør.

Overvågningsdata peger endvidere på, at der er en signifikant højere dækning af halvgræsser, mosser og dværgbuske (herunder klokkelyng) og et højere antal meget følsomme arter inden for habitatområderne end uden for, mens der ikke er forskel på de øvrige indikatorer.

Udvikling 2004-2022

Der er et signifikant fald i den gennemsnitlige dækning af græsser på 0,9 % om året i perioden 2004-2022. Samtidig er der registreret en signifikant stigning i udbredelsen af rynket rose på 0,005 % om året. Der er ingen signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for artssammensætning i klitlavning.

Vegetationen i klitlavning er relativt rig på arter, der er sårbare overfor næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Liden ulvefod og rundbladet soldug i klitlavning i Ørkenen på Anholt.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST