Overvågningsdata viser, at vegetationen i klitlavning er relativt rig på arter, der er følsomme overfor næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Græsserne udgør en relativt stor andel af vegetationen, mens de bredbladede urter er mere spredt forekommende. Der er en relativt lav dækning af mosser og bart substrat, hvor nye arter og individer kan etablere sig. Vegetationen i klitlavning er relativt høj og tæt på langt de fleste lokaliteter, og græsning forekommer kun på en mindre del af arealet med klitlavning. Dog er vegetationen ikke domineret af vedplanter. Der er invasive arter i hvert sjette prøvefelt, hovedsageligt bjerg-fyr og rynket rose. Der er en meget stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi i klitlavningerne fra relativt næringsfattige klitlavninger med arter som blåtop, vandnavle, tormentil, smalbladet kæruld, hirse-star, mose-pors og klokkelyng, til moderat næringsrige lokaliteter, hvor kryb-hvene, hvid-kløver, almindelig rapgræs, kruset skræppe og almindelig kvik er hyppige i de mere tørre klitlavninger, mens tagrør, gåsepotentil, vand-pileurt og sværtevæld er hyppige i de mere våde klitlavninger. Tallene for N/P ratio peger på, at de græsdominerede klitlavninger er kvælstofbegrænsede, mens klitlavninger med dominans af dværgbuske i højere grad er fosforbegrænsede.

Klitlavning findes især i Nordjylland, i mindre omfang i Vestjylland, og er spredt forekommende i de øvrige to regioner. I Nordjylland er klitlavningerne karakteriseret ved at være relativt artsrige. I forhold til græsserne er de bredbladede urter relativt udbredte her. I Vestjylland er der en større dækning af dværgbuske og en lavere dækning af mosser end i resten af landet, og invasive arter er udbredte. Her er jordbunden mindre kalkrig, og de næringselskende arter udgør en noget mindre andel af vegetationen end i de øvrige tre regioner. I den østjyske region er der registreret relativt få arter, der er følsomme eller meget følsomme overfor næringspåvirkning, afvanding og tilgroning, og der er en større andel af næringselskende arter i vegetationen end i de øvrige tre regioner. Klitlavningerne har her en højere dækning af græsser og vegetationen er generelt højere og lave vedplanter er mindre udbredte end i de øvrige dele af landet. Det vanddækkede areal er størst i de østjyske klitlavninger og det er også her, der er den laveste

udbredelsen af græsning

.

Overvågningsstationerne for naturtypen ligger overvejende indenfor habitatområderne. Overvågningsdata peger på, at tilstanden er bedre inden for habitatområderne end uden for. Således er der en signifikant højere dækning af halvgræsser, mosser og dværgbuske inden for habitatområderne end uden for, ligesom der også er flere meget følsomme arter samt en lavere Ellenbergs indikatorværdi næringsstof, vegetationshøjde og dækning af høje vedplanter. Samtidig er der dog registreret en højere N/P ratio i græs og en lavere pH inden for habitatområderne end uden for.

Der er tydelige tegn på en forværring af tilstanden i klitlavningerne i perioden 2004-2015. Der er således et signifikant fald i antal arter, der er følsomme overfor næringspåvirkning, afvanding og tilgroning, og de næringselskende arter udgør en stigende andel af vegetationsdækket. Der er et signifikant fald i dækningen af bar jord, mosser og dværgbuske. Der er også en signifikant stigning i den gennemsnitlige dækning af græsser og tagrør samt et fald i udbredelsen af græsning. Klitlavningerne er følsomme over for eutrofiering, og overvågningsdata viser, at vegetationen i perioden er blevet mere præget af næringselskende arter. Udover en tilførsel af næringsstoffer udefra via atmosfærisk deposition eller tilførsel af næringsstoffer fra friluftslivet kan ændringerne også være et tegn på en langsomt forløbende tilgroningsproces i takt med, at klitlavningerne koloniseres af flerårige plantearter, og der naturligt ophobes kulstof og næringsstoffer i økosystemet.

Overvågningen viser endvidere, at klitlavningerne generelt har en fugtig-våd vegetation, mens udviklingen ikke peger entydigt på hydrologiske ændringer, idet der både er tegn på mindre vanddække og højere Ellenberg-værdier for jordfugtighed.