Aarhus Universitets segl

Pibeand

Levested

Pibeand Mareca penelope er en almindelig og vidt udbredt trækgæst. Fuglene lever af plantemateriale, som de finder på lavt vand eller på strandenge. Arten forekommer også, omend i mindre antal, ved søer med bundplanter og omkransende ferske engarealer.

Udbredelse

Pibeand findes i træktiden ved de fleste egnede lokaliteter. Vadehavet er Danmarks vigtigste rasteplads, men andre vigtige lokaliteter findes i Jylland ved de vestjyske fjorde, i Vejlerne og i Limfjorden. På Øerne var Ulvshale-Nyord den vigtigste rasteplads i i 1990’erne og 2000’erne (Clausen m.fl. 2014), men er forekommet i lavere antal dér de senere år, jf. NOVANA overvågningen.

Overvågningen 2016

Pibeand blev optalt ved en næsten landsdækkende optælling i første halvdel af oktober. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.

Undersøgelsesområde

Optællingerne udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder.

Overvågningsmetode

Hovedparten af områderne optælles fra land. Saltholm kunne ikke dækkes på grund af blæst, der forhindrede sejlads til øen. Vadehavet optælles normalt fra fly, men i 2016 kunne tællingen først udføres 11. november pga. blæst/regn/militærøvelser i Vadehavet på dage med ideelt højvande for optællingen. Tællingen i november faldt også efter et større kuldeindslag fra nordøst, hvorfor der allerede var is i større dele af Vadehavet. Det bevirkede, at de samlede antal af alle arter på nær gråand forekom i lavere antal, end der blev optalt fra land i oktober. Derfor afrapporteres der tal fra de landbaserede optællinger nedenfor. 

Resultater

Pibeand forekom i oktober 2016 i store antal i Vadehavet (44.284 talt fra land), Ringkøbing Fjord med Skjern Enge (22.199), ved Agger og Harboøre Tanger (11.518), ved Ulvedybet, Nibe-Gjøl Bredninger og Limfjorden omkring Egholm (14.604). På øerne blev de største antal truffet ved Roskilde Fjord (13.635) og ved Karrebæk-Dybsø-Avnø Fjorde (5.893) (Figur 1).

Det samlede antal af pibeænder optalt i oktober 2016 var på knap 150.000 fugle, hvilket er højt i betragtning af, der ikke kunne udføres flytælling i Vadehavet i oktober. Der er ikke nogen entydig tendens i udviklingen i antallet fra 2004-2016, hvor år med under 140.000 fugle er karakteriseret ved en manglende flytælling i Vadehavet (Tabel 1, Figur 2). Det vurderes, at bestanden er stabil.

Konklusion

Pibeand har været optalt årligt i perioden 2004-2016, og tællingerne indikerer en overordnet set stabil udvikling i den nationale bestand, men med store regionale forskelle. Antallet i 2016 var lavere end årene før, og kan være påvirket af den manglende flytælling i Vadehavet. Set i et længere perspektiv er der ingen tvivl om at bestanden er steget siden 1980’erne, især som respons de mange nye reservater, der blev etableret fra 1989-2000 (Clausen m.fl. 2013, 2014).  

Referencer

  • Tidligere rapporter om resultater af de landsdækkende gåsetællinger (se referencerne i metodeafsnittet).
  • Clausen, P., Holm, T.E., Laursen, K., Nielsen, R.D. & Christensen, T.K. (2013). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 1: Nationale resultater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 118 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 72.
  • Clausen, P., Holm, T.E., Therkildsen, O.R., Jørgensen, H.E. & Nielsen, R.D. (2014). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 2: De enkelte reservater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 236 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 132.