Aarhus Universitets segl

Skeand

Levested

Skeand Spatula clypeata lever især af smådyr, som den finder i plantevegetation på lavt vand. Den er mere tilknyttet ferskvand og forekommer sjældnere i brakvandsområder end de andre danske svømmeandearter. 

Udbredelse

Skeand er en lokalt almindelig trækgæst, som findes i træktiden i større antal på nogle få egnede lokaliteter, men ellers ses i små antal blandt flokke af de mere talrige svømmeænder overalt i landet. Maribo-søerne og Ulvshale-Nyord har været Danmarks i særklasse vigtigste rastepladser i en længere periode (Clausen m.fl. 2014), men antallene her synes vigende. Andre lokaliteter med regelmæssige forekomster af hundredtallige flokke findes flere steder på Øerne og i Jylland er de vigtigste områder i Vejlerne, Margrethekog samt i de senere år Skjern Enge (Clausen m.fl. 2014, Bregnballe m.fl. 2014).

Overvågningen 2016

Skeand blev optalt ved en næsten landsdækkende optælling i første halvdel af oktober. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.

Undersøgelsesområde

Optællingerne udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder.

Overvågningsmetode

Hovedparten af områderne optælles fra land. Saltholm kunne ikke dækkes på grund af blæst, der forhindrede sejlads til øen. I Vadehavet optælles skeand også fra fly, men de antal, der registreres fra flyveren, er næsten altid lavere end de, der tælles fra land ved især Margrethekog. Derfor indgår der normalt udelukkende landbaserede optællinger fra Vadehavet i de årlige NOVANA opgørelser af antal. 

Resultater

Skeand forekom i oktober 2016 i størst antal ved Ringkøbing Fjord (1.558 fugle), der i 2016 især blev set ude i selve fjorden ved Tipperne og Klægbanken. Andre lokaliteter med mere ende 250 fugle var Vejlerne (330), Egå Engsø (457), Gyldensteen Strand (549), Ulvshale-Nyord (313) og Roskilde Fjord (276) (Figur 1).

Det samlede antal af skeænder optalt i oktober 2016 var på 5.441 fugle, lidt færre end året før og under middel for den første 6-årige NOVANA periode 2004-2009 (Tabel 1, Figur 2). Antallet af skeænder vurderes at være stabilt eller måske svagt faldende, grundet de senere års generelt lavere antal.

Konklusion

Skeand har været optalt årligt i perioden 2004-2016, og tællingerne viser noget varierende antal fra år-til-år, med en stabil-fluktuerende eller måske faldende udvikling.

Referencer

  • Tidligere rapporter om resultater af de landsdækkende gåsetællinger (se referencerne i metodeafsnittet).
  • Bregnballe, T., Clausen, P., Amstrup, O., Bak, M., Pedersen, K.K. & Laursen, K. (2014). Udviklingen i forekomsten af trækkende vandfugle i Skjern Enge i efterårene 2002-2011. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 62 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 130.
  • Clausen, P., Holm, T.E., Therkildsen, O.R., Jørgensen, H.E. & Nielsen, R.D. (2014). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 2: De enkelte reservater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 236 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 132.