Levested
Pibesvane Cygnus columbianus forekom førhen primært ved lavvandede fjorde eller søer med udbredt undervandsvegetation, men er i dag i lighed med sangsvane skiftet til at fouragere på agerjorde, hvor de fouragerer på de samme habitater og ofte sammen med sangsvaner (se detaljer under sangsvane i trækfugleafsnittet)(Laubek 1995a).
Udbredelse
Pibesvane er udbredt som træk- og vintergæst, især i Jylland, hvor til de kommer fra yngleområder i arktisk Rusland (Nagy m.fl. 2012).
Pibesvane blev overvåget i forbindelse med den landsdækkende optælling af fugle i de danske farvande i vinteren 2016, herunder også i samtlige 49 indeksområder.
Undersøgelsesområde
Den landsdækkende midvintertælling i 2016 dækkede de indre farvande, de fleste større og nogle mindre søer samt Vadehavet. Den danske del af Nordsøen blev ikke dækket. For pibesvane er det dog målrettede optællinger af agerjorde, der udgør det største datasæt.
Overvågningsmetode
Arten er især registreret ved optællinger foretaget fra land og ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly.
Der blev optalt en samlet bestand på 1.527 pibesvane i vinteren 2016, et af de højeste antal siden 1992 (Figur 1). Den overvintrende bestand varierer betydeligt fra år til år (Figur 2), hvor de laveste antal ses i kolde vintre (fx 1996, 1997, 2010 og 2011) og de højeste i milde vintre (fx 2007, 2012 og 2014).
Set i det lange perspektiv er den overvintrende bestand af pibesvane steget over en 50-årig periode (Tabel 1, Figur 2), når der ses bort fra en periode omkring 2000, hvor tallene for arten generelt var lave uden det kunne tilskrives hårde vintre, men bl.a. at der var en generel tilbagegang i den samlede trækvejsbestand (Nagy m.fl. 2012).
Pibesvane var i 2016 udbredt over større dele af Jylland, men især i Sønderjylland og Vestjylland. Udbredelsen i de indre dele af Sønderjylland fandtes ikke førhen (fx Laubek 1995b), men blev også set i 2015, hvor pibesvaner fouragerede blandt sangsvaner på bl.a. høstede majsmarker i området (Holm m.fl. 2016).
Antallet af pibesvaner registreret ved midvintertællingen i 2016 var højere end i 2015, og blandt de højeste antal registeret hidtil ved midvinter i Danmark siden optællingerne begyndte i 1960’erne. Arten er i dag især udbredt i Vest og Sønderjylland.