Aarhus Universitets segl

Stor skallesluger

Levested

Stor skallesluger Mergus merganser yngler i større søer, floder og langs kysten i Nordeuropa mod syd til Alperne og videre østover (Scott & Rose 1996). Arten er fåtallig i Danmark som ynglefugl, men almindelig udbredt som vintergæst.

Udbredelse

Den danske bestand af stor skallesluger yngler langs kyster på Als, Sydøstsjælland, Fyn, Møn, Falster og på Bornholm. Bestanden er gået frem fra 34 par i 1998 til 67-74 par i 2012 (Nyegaard m.fl. 2014). Bestandsfremgangen skyldes primært ophængning af redekasser til arten. I vinterhalvåret træffes arten i større søer, fjorde, nor og laguner.

Overvågningen 2016

Stor skallesluger er blevet overvåget i forbindelse med den landsdækkende optælling af fugle i de danske farvande ved midvinter, herunder også i samtlige 49 indeksområder.

Undersøgelsesområde

Den landsdækkende midvintertælling i 2016 dækkede de indre farvande, de fleste større og nogle mindre søer samt Vadehavet. Den danske del af Nordsøen blev ikke dækket.

Overvågningsmetode

Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly.

Resultater

Der blev i alt registreret 16.253 stor skallesluger på den landsdækkende midvintertælling i 2016 (Figur 1) og beregnet et indeks på 29, en værdi der ligger noget under middel for årene 1987-2015 (indeks 47) (Figur 2).

Stor skallesluger er en almindelig vintergæst i det meste af landet, dog kun ret fåtalligt i det sydvestlige Jylland (figur 1). Flest fugle blev registreret i Limfjorden og langs kyster af Sydsjælland og Lolland/Falster. I Nordsjælland, hvor Arresø og Roskilde Fjord traditionelt set er nogle af artens vigtigste overvintringsområder i Danmark, blev der set noget færre fugle i 2016 sammenlignet med i 2013.

Konklusion

Antallet af overvintrende store skalleslugere i 2016 var laverede sammenlignet med 2013, men dog på niveau med flere af de foregående tællinger. Siden de første landsdækkende tællinger i 1969 og indtil nu har antallet af overvintrende fugle varieret i mellem 13.600 og 22.400 fugle (Tabel 2, samt bagvedliggende rådata for 1969-1989 tællingerne). Den årlige variation skyldes formentlig til dels variation i de respektive vintres hårdhed, men også en regulær forskydning af artens overvintringsområde mod nordøst formentlig som en reaktion på klimaforandringer (Lehikoinen m.fl. 2013).

Referencer