Aarhus Universitets segl

Sorthovedet måge

Levested

Sorthovedet måge yngler udelukkende i kolonier af hættemåge eller stormmåge på mindre øer og holme ved kysten eller i lagunesøer. Arten er trækfugl, som overvintrer i Syd- og Sydvesteuropa (Grell 1998).

Udbredelse

Sorthovedet måge er relativt ny som regelmæssig ynglefugl i Danmark. Det første danske ynglepar blev registreret i 1970, men først fra 1998 har arten ynglet årligt i Danmark, og antallet af ynglepar er langsomt øget (Nyegaard m.fl. 2014).

Overvågningen 2016

Overvågningsmetode

Sorthovedet måge bliver overvåget hvert år efter Intensiv 2-metoden. Miljøstyrelsen undersøger sikre og mulige yngleforekomster, som indrapporteres i DOFbasen. I NOVANA er sorthovedet måge blevet overvåget siden 2012.

Overvågning af sorthovedet måge sker ved kontakt til observatøren af mulige ynglefund suppleret med besøg på lokaliteten i fornødent omfang. Feltarbejde skal foregå i perioden 1. juni til 31. juli (Pihl m.fl. 2012).

Undersøgte lokaliteter

Sorthovedet måge blev i 2016 eftersøgt på ti lokaliteter i Danmark (Figur 1).

Resultater

Der blev under overvågningen i 2015 registreret 10 sikre og sandsynlige ynglepar af sorthovedet måge. Antallet er det laveste i NOVANA-perioden 2012-2016, hvor det højeste tal var 20 i 2012 (Figur 2). Efter arten syntes at have fået fodfæste som ynglefugl i Danmark, er antallet af ynglepar halveret på fire år (Figur 2).

Konklusion

Der blev under overvågningen i 2016 registreret 10 ynglepar af sorthovedet måge. Arten syntes for få år siden at have fået fodfæste i Danmark, men de seneste tal indikerer, at dens status som ynglefugl nu er mere usikker. Sorthovedet måge må fortsat betragtes som sjælden eller fåtallig ynglefugl i Danmark.

Referencer

Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.

Nyegaard, T & Grell, M.B. (2005). Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2004. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 99: 88-106.

Pihl, S., Holm, T.E., Kahlert, J. & Søgaard, B. (2012m). Overvågning af sorthovedet måge Larus melanocephalus som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A145, version 1. 8 s.